Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Træk og årstider › Landsvalen
Træk og årstider
Landsvalen
Min første landsvale har ligget i den tredje uge af april de sidste fire år. Jeg skriver datoen ned hvert år, som man skriver en fødselsdag ned, og jeg bliver lige overrasket hver gang, fordi jeg aldrig tror på den, før den er der. For mig er det den fugl, der fortæller, at foråret er nået til Fyn – ikke at det er begyndt, men at det er nået helt herud.
Ugen i april
Jeg begynder at kigge efter landsvaler i begyndelsen af april, og jeg ved udmærket, at det er for tidligt. I 2023 skrev jeg den første ned den 21., i 2024 den 17., i 2025 den 20., og i år den 18. Det er inden for fem dage af hinanden, og det er ikke, fordi jeg er dygtig til at forudsige noget. Det er, fordi jeg går den samme tur på det samme tidspunkt af døgnet og kigger det samme sted hen.
Stedet er en lav eng med et vandhul, hvor der tit står nogen og fisker eller går tur. Sidste år stod der en mand og kiggede på mig, mens jeg stod og kiggede på himlen, og da jeg forklarede hvorfor, sagde han, at han også havde set en to dage før. Det er den slags, der gør en bog upræcis.
Jeg skriver kun det ned, jeg selv har set. En enkelt svale gør ingen sommer, som det hedder, og en enkelt svale i min bog betyder heller ikke, at de alle er kommet.
Gaffelhalen og den rustrøde strube
Landsvalen er mørk stålblå ovenpå, hvid under, med en rustrød pande og strube, der sidder som en klart afgrænset plet mod det hvide. Og så er der halen: en dyb gaffel med to lange spidser yderst, som er det, der giver den hele dens facon i luften.
Det er de to ting, jeg kigger efter, og det kan gøres på lang afstand, fordi kontrasterne er så hårde. I modlys ser jeg stadig den røde strube, når alt andet på fuglen er blevet til en mørk silhuet.
Ungfuglene har kortere halefjer og en blegere strube, og første gang jeg så en flok unger på en ledning sidst i juli, troede jeg, der var tale om en anden art. Jeg skrev „ubestemt“ ud for dem alle sammen og var nødt til at gå hjem og slå det efter i felthåndbogen fra 2016, før jeg turde rette det.
De to andre svaler, jeg forvekslede den med
Der er tre arter, man kan komme ud for her, og det tog mig to sæsoner at holde dem ude fra hinanden. Landsvalen har den røde strube og den dybe gaffelhale. Bysvalen er mørk ovenpå med en helt hvid overgump, der lyser op, hver gang den vender sig, og den har næsten ingen kløft i halen. Digesvalen er brunlig, mindre og mere kompakt, og den har et tværbånd over brystet.
Det, der endelig fik det til at sidde fast, var ikke udseendet, men måden de flyver på. Landsvalen glider lavt over engen i bløde buer med korte, rolige vingeslag indimellem, mens bysvalen skruer sig højere op og bliver deroppe. Når de fouragerer tæt ved jorden efter regn, er det næsten altid landsvaler.
Jeg har stadig dage, hvor jeg ikke er sikker. Så skriver jeg det, jeg kan se – faconen, højden, om der var hvid overgump – og lader navnet stå åbent.
Ler under tagskægget
Landsvalen bygger rede af ler, som den samler i små klatter ved kanten af vandhuller og fugtige hjulspor. Reden bliver sat op på en bjælke eller under et tagskæg, hvor der er tag over, men adgang fra luften. Hos min nabo sidder der en under udhænget på et skur, og den har været brugt i flere år i træk.
Der ligger altid en hvidlig streg på jorden under en rede i brug, og det er den, man ser først. Selve reden er let at overse, også når man står lige under den, fordi fuglene sidder helt stille på kanten og kun rører sig, når de bliver forstyrrede.
Jeg har aldrig rørt ved en rede, og jeg gør det ikke. Hvis der ligger en unge på jorden under den, går jeg væk og lader den være – det er ikke noget, jeg forsøger at ordne selv, og det har jeg det fint med.
Sidst i september er ledningen tom
August er den tid, hvor der pludselig sidder mange svaler på én gang på ledningerne og på tagryggen. Det er årets unger og de voksne, der samler sig, før de trækker. Jeg har talt op mod fyrre på en enkelt ledning en aften sidst i august, og lyden fra dem er ikke en sang, men en tør, snakkende kvidren.
Så en dag er de væk. I min bog ligger den sidste observation som regel mellem den 20. september og de første dage af oktober, og der går ikke lang tid fra den store flok på ledningen til ingenting overhovedet.
De overvintrer et sted langt mod syd, og jeg har aldrig sat mig ind i hvor præcist. Det eneste, jeg ved fra mine egne sider, er, at der går cirka fem måneder, fra jeg skriver den sidste ned i september, til jeg skriver den første i april. Det er den afstand, foråret har her.
Tjekliste
- Begynd at kigge fra midten af april, men gå den samme rute på samme tid, ellers kan du ikke sammenligne år.
- Kig efter den dybe gaffelhale med to lange spidser – det er landsvalens tydeligste kendetegn i luften.
- Se på struben: rustrød mod hvid underside. Den ses også i modlys, hvor resten bliver sort.
- Tjek højden: landsvalen fouragerer lavt over enge og marker, ikke højt oppe over tagene.
- Udeluk bysvalen: den har helt hvid overgump og næsten ingen kløft i halen.
- Kig under tagskæg og udhæng efter reder af ler – og efter den lyse streg på jorden nedenunder.
- Lyt i august: en tør, snakkende kvidren fra mange fugle på én ledning betyder, at trækket er ved at samle sig.
- Skriv datoen for årets første og sidste observation. Det er de to linjer, der er sjovest at bladre tilbage i.