Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Skov og mark › Sanglerken
Skov og mark
Sanglerken
En prik, der stiger op over stubmarken og bliver ved med at synge. Sådan ser sanglerken ud, før man forstår, hvad det er: en lille brun ting, der bliver mindre og mindre, mens lyden ikke bliver svagere. Jeg hører den tit flere minutter, før jeg overhovedet får øje på den, og nogle gange giver jeg op og nyder lyden i stedet. Det er ikke altid en dårlig byttehandel.
Jeg hører den før jeg ser den
Sanglerkens sang er en lang, jævn strøm af triller og korte fløjt, der bliver ved uden pauser, man kan tælle til. Den starter tit, mens fuglen stadig sidder nede i marken, og den fortsætter, mens den går opad. Det er derfor, lyden ikke bliver svagere, selv om fuglen bliver mindre: den synger hele vejen.
Første gang om året er som regel i februar eller først i marts, og det er altid en dag, hvor vinden har lagt sig. Den 24. februar i år: én sanglærke over marken klokken 10.20, 6 grader, næsten vindstille. Det er den tidligste, jeg har skrevet ned.
Jeg skriver lyden ned før noget andet. Det har jeg lært på den hårde måde: to år i træk fik jeg byttet rundt på to sange, der lignede hinanden, fordi jeg ikke havde skrevet ned, hvad jeg faktisk hørte.
Sådan får jeg den i kikkerten
Der er en teknik, der virker for mig, og den handler om ikke at lede. Hvis jeg svinger kikkerten rundt for at finde en fugl, der synger oppe i luften, finder jeg den næsten aldrig. Det, der virker, er at finde det stykke mark, lyden kommer fra, rette kikkerten mod et punkt en anelse over og en anelse foran det, og så holde helt stille.
Fuglen arbejder sig op gennem synsfeltet. Otte gange forstørrelse er lige præcis nok til at se den som en fugl og ikke som en prik, hvis jeg kan holde billedet nogenlunde roligt. På de blæsende dage kan jeg ikke, og så lader jeg være.
Når den er på vej ned igen, folder den vingerne sammen og falder som en sten det sidste stykke, tit helt uden lyd. Det er dér, man mister den, hvis man har fulgt den med øjnene hele vejen op.
Stribet brun, og hvorfor det er nok
Sanglerken er brun med mørke striber ovenpå, lysere under, med en lys stribe over øjet og et par hvide fjer yderst på halen. Der er ikke en eneste stærk farve på den. På jorden er den næsten umulig at få øje på, og det er præcis pointen – den sidder og trykker sig, til man næsten træder på den, og så letter den brat.
Den har også en lille fjerbusk på issen, som den kan rejse. Jeg brugte lang tid på ikke at se den, fordi den ligger fladt det meste af tiden. Første gang jeg så den rejst, var det på en fugl, der sad på en jordvold og sang, og jeg troede først, det var en anden art.
Det eneste, jeg reelt bruger til at kende den fra de andre brune fugle på marken, er halen: de hvide yderfjer lyser op, når den flyver, og det gør de ikke hos de fleste af de andre, jeg ser derude.
Sangflugten, der ikke vil stoppe
Jeg har taget tid på den nogle gange med uret i telefonen. To minutter og fyrre sekunder er det længste, jeg har målt, og det var en fugl, der aldrig kom særlig højt op – den hang og sang i det samme lille område det meste af tiden. Andre gange er det under et minut.
Hvor højt den går, kan jeg ikke måle. Jeg gætter på mellem tres og firs meter de fleste gange, men det er et gæt fra en, der står på jorden og kigger op i et tomt gråt felt uden noget at sammenligne med. Jeg skriver ikke tal i bogen, som jeg ikke har grundlag for.
Bagefter falder den ned, sidder stille et minut eller to i marken, og så starter den forfra. På en god forårsformiddag kan den samme fugl gøre det mange gange i træk, og det er nok derfor, man kan høre sanglerker over en hel mark uden at se en eneste.
Vestenvinden bestemmer det hele
Her på Fyn er vinden fra vest det meste af året, og det sætter en grænsen for, hvornår jeg overhovedet gider gå efter sanglerker. I hård blæst synger de ikke, eller også gør de det så lavt, at man ikke kan skelne det fra alt det andet. Og selv når de synger, kan jeg ikke holde kikkerten stille nok til noget som helst.
De bedste dage for mig er de stille, grå morgener i marts, hvor der er lidt fugt i luften, og hvor der stadig er is i hjulsporene om morgenen. Så er der tit tre-fire fugle i gang på én gang, og så giver jeg op på at finde dem allesammen.
Jeg går en fast rute på en times tid. Ikke fordi ruten er speciel, men fordi jeg kan sammenligne. Den samme tur, de samme marker, det samme vejr. Det er den eneste måde, jeg har fundet til at kunne se noget i mine egne sider bagefter.
Tjekliste
- Stands op og lyt først. En uafbrudt strøm af triller uden pauser er som regel en sanglerke i luften.
- Ret kikkerten mod et punkt lidt over og foran lyden, og hold den helt stille i stedet for at søge rundt.
- Kig efter de hvide yderfjer på halen, når fuglen vender sig i luften.
- Se efter den lille fjerbusk på issen. Den ligger fladt det meste af tiden og rejses kun indimellem.
- Tjek størrelsen: betydeligt mindre end en star, og med en kortere, mere kompakt krop i flugten.
- Vær opmærksom på, at den falder lydløst ned med foldede vinger til sidst – det er dér, man mister den.
- Vælg de vindstille dage. I hård vestenvind kan jeg hverken høre den ordentligt eller holde kikkerten rolig.
- Skriv ned, hvor længe sangen varede, hvis du tog tid – og hvad du hørte, også når du ingenting så.