At kende fugle på lyden

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Jeg skrev „løvsanger“ i notesbogen den 14. marts 2017, og den fugl var der ikke. Der gik to år, før det gik op for mig, og det, der afslørede mig, var ikke kikkerten – det var datoen. Siden har jeg gjort det, der føles bagvendt: jeg lytter først og kigger bagefter. Det afgørende var ikke bedre udstyr, men en beslutning om at øve mig på to sange ad gangen gennem en hel sæson. Her står, hvordan jeg bærer mig ad i en have i Odense, hvordan jeg skriver en lyd ned uden at kunne en eneste node, og hvad der aldrig kom til at virke for mig.

Det korte af det lange

Lyt før du kigger op. Syv ud af ti gange ved jeg, hvad der sidder i egen, før kikkerten er fundet frem.
Øv kun to arter ad gangen, og hold fast på dem en hel sæson. Seks sange på én sommer kan jeg ikke holde ude fra hinanden.
Skriv lyden ned, mens du står der: stavelser, rytme, hvor mange gange, og om den går op eller ned.
Tjek datoen. En sang, der høres i marts, er ikke nødvendigvis den art, du tror, den er.
Skriv „ubestemt“, når du er i tvivl. Et spørgsmålstegn i bogen er mere værd end et pænt gæt.

Datoen, der afslørede mig

Bøgerne fra før 2018 er fulde af fugle, der ikke var der. Jeg skrev navnet ned, fordi fuglen passede: lille, grønlig, en lys stribe over øjet. Problemet var bare, at det passer på to arter, og at jeg valgte det navn, jeg kunne huske fra felthåndbogen fra 2016, i stedet for at vente og høre efter.

Det gik op for mig en aften i august, hvor jeg sad ved køkkenbordet og bladrede sæsonen igennem. Der stod løvsanger midt i marts to år i træk. Løvsangeren er ikke i min have i marts. Jeg havde altså skrevet en fugl ind flere uger, før den overhovedet kunne være der, og det havde jeg gjort, fordi jeg kiggede i stedet for at lytte.

Det var ikke hukommelsen, der fejlede. Det var vanen. Jeg så noget grønt i toppen af egen, og så skrev jeg et navn.

To sange ad gangen, en hel sæson

I 2018 lavede jeg en regel for mig selv, der var så snæver, at den var til at holde: jeg måtte kun arbejde med to arter ad gangen, og jeg måtte ikke skrive noget om dem, før jeg havde hørt dem. Det år var det løvsanger og gransanger. Ikke fire arter, ikke otte – to.

Første måned var bogen fuld af „hørt grøn sanger, ubestemt“, og det var ærligt talt irriterende. Jeg havde stået i haven i en halv time og syntes da, jeg kunne se forskel. Men jeg holdt fast, og et sted i begyndelsen af maj skete det: den ene af de to lyde begyndte at sidde fast, så jeg vidste, hvad det var, inden jeg overhovedet havde fundet fuglen i kikkerten.

Siden har jeg taget to nye arter hver sæson. Nogle år har det været bogfinke og stillits, et andet år rødkælk og solsort. To ad gangen er stadig det eneste, jeg kan holde til.

Sådan skriver jeg en lyd ned

Jeg kan ikke en node og har aldrig kunnet læse en sang af på papir, så jeg skriver, hvad jeg hører, med de bogstaver, der falder mig ind. En løvsanger står der som „ti-ti-tii-ty-ty-ty, falder, to sekunder“. En gransanger som „tyt-tyt … tyt-tyt, to ens, hakker“. Det er ikke pænt, og det er ikke ens fra år til år, men jeg kan læse det igen tre år senere og vide præcis, hvad jeg mente.

Det vigtigste felt er ikke selve lyden. Det er de fire ting, der står bagefter: hvor mange gange, hvorfra i haven, klokkeslæt og vejr. Den 2. maj i år står der: „to syngende, egen og hækken mod nord, 6.25, 9 grader, stille, let dug“. Uden de oplysninger er lyden ingenting værd – med dem kan jeg bruge den til noget, når jeg sidder og læser tilbage.

Jeg skriver altid, mens jeg står der. Ikke når jeg kommer ind. Det, jeg tror, jeg kan huske ti minutter senere, kan jeg ikke.

Klokkeslæt, vejr og vestenvind

I midten af maj begynder det omkring klokken fem her i haven, og den første halve time er den eneste tid på dagen, hvor jeg kan stå stille ét sted og høre flere arter på skift uden at flytte mig. Ved syv er det slut, og resten af dagen kommer sangen i korte perioder.

Vejret bestemmer mere, end folk tror. Regner det, hører jeg næsten ingenting. Blæser det fra vest, som det gør det meste af året på Fyn, sidder det, der synger, inde i midten af egen i stedet for ude i toppen, og lyden bliver dæmpet og svær at stedfæste. På de dage nøjes jeg med at notere, at jeg var ude – og så hører jeg efter en anden dag.

Om vinteren er der næsten ingen sang. Fra november til sidst i februar er det kald, ikke sang, der fylder i bogen, og det er en helt anden øvelse, som jeg stadig er dårlig til.

Det, der aldrig virkede for mig

Jeg prøvede at lære sange af optagelser. Jeg satte mig ved køkkenbordet med kaffen og hørte den samme strofe tyve gange, mens jeg kunne se ud på foderbrættet. Det gik ind ad det ene øre og ud ad det andet: en lyd uden en fugl, et sted og en dato bagved bliver ikke til noget, jeg kan huske. Det, der sidder fast, er den lyd, jeg hører i haven med kolde fingre om morgenen.

Jeg prøvede også at bruge andres huskeord, dem, der står i bøger, hvor en sang er skrevet om til en sætning på dansk. For mig blev de bare endnu et lag oven på lyden, og jeg stod og skulle oversætte to gange. Mine egne stavelsesrækker er rodede, men de er mine.

Og så prøvede jeg at tage seks arter på én sæson. Det år kan jeg ikke bruge til noget som helst.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg bestemte på udseendet og skrev navnet ned bagefter. To år i træk stod der løvsanger midt i marts i min bog. I dag skriver jeg ingenting ned om de to, før jeg har hørt sangen.
Jeg gav mig til at lære seks sange på én sommer. De løb sammen i hovedet, og hele sæsonens noter endte med at være ubrugelige. Nu holder jeg mig til to arter ad gangen.
Jeg hørte en sang, tænkte „den kan jeg huske“ og skrev den først ned, da jeg kom ind. En time senere var den væk. Nu står bogen altid i lommen sammen med blyanten.
Jeg hørte efter i regnvejr og konkluderede, at der ikke var noget i haven. Det var der sikkert – der blev bare ikke sunget. Nu noterer jeg vejret sammen med lyden og tager samme sted igen på en tør dag.
Jeg øvede mig på optagelser ved køkkenbordet i stedet for ude i haven. Det satte sig ikke. Lyden skal have en fugl, et træ og en dato med for at blive hængende hos mig.
Jeg skrev det pæneste navn i stedet for det rigtige, når jeg var i tvivl, fordi det så bedre ud i bogen. Nu skriver jeg „ubestemt“ og lader feltet stå åbent til næste sæson.