Skov og mark

I skovbrynet og ude på markerne er afstanden noget helt andet end i haven. Her nytter det ikke meget at kunne fjerdragten i detaljer – ofte er alt, hvad jeg får, en bevægelse i toppen af et træ eller en sky af fugle, der letter fra stubmarken. Jeg har vænnet mig til at se på facon og flugtmåde først og først bagefter begynde på farverne, der alligevel forsvinder i gråvejr.

Det, jeg havde mest besvær med i begyndelsen, var at stå stille længe nok. Når man går, ser man kun det, man selv skræmmer op. Nu finder jeg et sted med udsyn, stiller mig ind mod et hegn eller sætter mig på en støbning og bliver der i tyve minutter. Det er sjældent spildtid: der dukker næsten altid noget op, også på dage hvor jeg var sikker på, at der ingenting var.