Det, jeg har med i skoven

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Der var en periode, hvor jeg tog af sted med rygsæk, kamera, felthåndbog og en app på telefonen, og hvor jeg kom hjem med to notater og stive skuldre. Nu er listen så kort, at den er til at huske, og det er ikke fordi jeg har købt bedre ting – det er tværtimod, fordi jeg har smidt ting fra mig. Kikkert, notesbog, blyant og en rem, der sidder rigtigt. Alt det, der fylder og rasler, er det, der får fuglene til at gå, og det er mig selv, der betaler for det.

Det korte af det lange

Kikkert, notesbog, blyant. Mere er der ikke i lommerne, når jeg går ud ad døren.
Blyant og ikke kuglepen. Penne skriver ikke i frost, og de svigter altid på dage mellem nul og fem grader.
Alt, der kan rasle – nøgler, mønter, telefon – sidder i en lukket inderlomme, ikke i jakkelommen.
Remmen skal sidde, så kikkerten ikke svinger, når jeg bukker mig under en gren.
Jeg spiller aldrig fuglesang af fra telefonen. Kommer der ikke noget af sig selv, går jeg videre.

Listen, der blev kortere

Mit skovstykke ligger cirka tyve minutters gang fra min dør, og jeg går derhen næsten hver uge fra september til april. Det betyder noget for, hvad jeg tager med: det er ikke en tur, hvor jeg skal være ude hele dagen, og det er ikke en tur, hvor jeg skal kunne klare alt slags vejr. Det er en tur på halvanden time, tit i gråvejr og fladt lys, hvor farverne er til at overse.

I de år, hvor jeg pakkede mest, kom jeg hjem med mindst. Ikke fordi udstyret var dårligt, men fordi det tog tid. Noget skulle op af tasken, noget skulle ned i tasken igen, og imens var den fugl, der havde siddet stille i et kvarter, fløjet.

Nu har jeg ikke engang en taske med. Det hele er i jakkelommerne, og det hele kan bruges med handsker på. Det er hele hemmeligheden, hvis der er en.

Kikkerten og den rem

Kikkerten er en 8×42 fra 2013, den eneste optik jeg ejer, og den bærer jeg på brystet inde under jakken, når det er koldt eller regner. Jakken står åben forneden, og remmen går ud gennem halsåbningen, så glasset er tørt og stadig kan komme op for øjet på tre sekunder.

Remmen selv var noget, jeg rodede med i årevis uden at forstå, hvorfor det drildede mig. Den sad for løst: når jeg bukkede mig under en lav gren eller satte mig på hug ved et træ, gled kikkerten frem og ramte knæet eller en sten med en lille, dump lyd – og den lyd er nok til, at en gransanger forsvinder. Desuden sad den og gyngede, mens jeg gik, hvilket slider på nakken.

I dag sidder remmen stramt nok til, at kikkerten bliver, hvor jeg sætter den på brystet, når jeg bukker mig. Ikke stramt om halsen, bare stramt nok til ingenting at bevæge sig. Det lyder som en detalje. Det er den, der afgør, om turen bliver god.

Notesbog og blyant

Bogen er ti år gammel og har været med i al slags vejr; omslaget er slidt igennem ved det ene hjørne, og de første sider sidder løst. Formatet er lille nok til at gå ned i brystlommen. Jeg skriver: dato, hvor i skoven, vejr, vind, omtrentligt antal – og et stort spørgsmålstegn, når jeg ikke er sikker.

Hvorfor blyant og ikke kuglepen? Fordi jeg én decemberdag stod ved skovbrynet i to graders frost og skulle skrive „ubestemt, lille, gråbrun“ og pennen nægtede. Den skrev, når jeg varmede den i hånden, i cirka ti sekunder ad gangen. En blyant skriver altid, også i regn, også på fugtigt papir, og den kan spidses med en lommekniv.

Vigtigere er det, at bogen går op lydløst. En notesbog i papir kan jeg slå op med én hånd mens kikkerten er for øjet med den anden; en telefon kan jeg ikke, og lyset fra skærmen er det værste, der findes i novembermørket.

Det, der larmer

Efter tre-fire ture indså jeg, at det ikke er mig, fuglene reagerer på, men lyden af mig. Fire ting plejede at sidde løst: nøglerne i jakkelommen, mønterne i den anden lomme, telefonen i hånden og en jakke, der knitrede, hver gang jeg bevægede armene.

Nu sidder nøgler og mønter i en lukket taske i inderlommen, og telefonen bliver i tasken indtil turen er slut – den bliver brugt til uret og til at finde vej, ikke til at kigge på fugle. Jakken er en gammel ulden en, der ikke siger noget, når den bliver brugt. Den er ikke vandtæt, og det gør ikke noget, fordi turen varer halvanden time.

Én ting til: jeg spiller aldrig sang af fra telefonen for at lokke fugle til. Jeg har prøvet en gang, da jeg ikke kunne få øje på noget, og resultatet var en lille fjerbold, der fløj rundt i kanten af skovbrynet i to minutter og så blev væk. Aldrig igen. Kommer der ikke noget af sig selv, er det meningen, at jeg skal gå videre.

Det, der aldrig kom med

Kameraet er det største fravalg, og det er der en hel tekst andetsteds om. Kort sagt: de ture, hvor kameraet var med, så jeg mindst. Felthåndbogen fra 2016 blev heller ikke taget med – den ligger i køkkenet, hvor den bliver brugt, mens kaffen løber igennem. Fuglene bestemmer jeg først om aftenen, og det, jeg skrev ned derude, husker jeg fint til da.

Teleskop har jeg aldrig ejet, og det er også en beslutning. Det er tungt, det skal stå på stativ, og det hører til en anden måde at kigge på end den, jeg kan nå fra min dør på tyve minutter.

Hvad der er tilbage er altså: kikkert, notesbog, blyant og en rem, der sidder rigtigt. Det hele vejer under to kilo, og det hele kan være i lommerne. Mere skal der ikke til for en formiddag i november.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg havde rygsæk på og skulle have ting op og ned. Hver gang rygsækken var af, gik der et minut, og fuglen var væk. Nu har jeg ingenting på ryggen, og alting sidder i jakkelommerne.
Jeg brugte kuglepen i to graders frost, og den nægtede at skrive. Det var dér, en af de bedste observationer, jeg har haft, gik tabt, fordi jeg huskede den forkert bagefter. Nu er det en blyant, altid.
Jeg tog en ny skaljakke på, der knitrede ved hver armbevægelse. En rødkælk, der plejer at komme tæt på, holdt sig fem meter væk hele formiddagen. Nu bruger jeg en gammel uldjakke.
Nøglerne sad løst i jakkelommen og klirrede, hver gang jeg gik. Jeg hørte det ikke selv, men jeg så fuglene lettere i tide. Nu sidder de i en lukket lomme inde i jakken.
Jeg havde telefonen i hånden med lyset tændt for at finde noget i en app. Skærmen lyste hele skovbrynet op og ødelagde mit mørkesyn i fem minutter. Nu bliver telefonen i lommen.
Jeg spillede sang af fra telefonen for at lokke en lille fugl frem. Den kom, blev i to minutter og forsvandt, og jeg skammede mig. Det gør jeg aldrig mere.