Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Kendetegn og forvekslinger › Løvsangeren
Kendetegn og forvekslinger
Løvsangeren
Løvsangeren er grønlig, lille og umulig at skelne fra gransangeren på udseendet alene. Det ved jeg, fordi jeg gik to år i træk og skrev den i den forkerte kolonne i notesbogen. Begge gange opdagede jeg det først, da jeg sad og læste sæsonen igennem hen i august og kunne se, at jeg havde haft løvsanger i haven i midten af marts, hvor den simpelthen ikke er her endnu. Siden har jeg gjort det modsatte af, hvad der falder mig naturligt: jeg lytter først og kigger bagefter. Det er den eneste fremgangsmåde, der har virket for mig.
De to år, hvor jeg tog fejl
Mine notesbøger fra før 2018 er fulde af løvsangere, der ikke var der. Jeg skrev navnet ned, fordi det var det, jeg kunne huske fra felthåndbogen fra 2016, og fordi fuglen passede: lille, grønlig, med en lys stribe over øjet. Begge dele passer også på gransangeren. Det er hele problemet.
Det gik op for mig en aften i august, hvor jeg sad og bladrede tilbage. Der stod „løvsanger“ den 14. marts et år og den 9. marts året efter. Gransangeren er tidligt på den; løvsangeren er det ikke. Jeg havde altså skrevet en fugl ind, flere uger før den overhovedet kunne være i haven. Det var ikke en fejl i hukommelsen – det var en vane med at kigge og så vælge det navn, der stod øverst på siden.
Sangen falder nedad
Det, der adskiller dem for mig, sidder i ørerne, ikke i kikkerten. Løvsangeren synger en blød strofe, der begynder et sted og så falder jævnt nedad, tone for tone, indtil den er færdig nede. Der er ingen hakken i den, ingen gentagelse af den samme lyd to gange. Den glider. Når jeg hører den rigtigt, kan jeg høre, hvor den er på vej hen, allerede efter de første tre-fire toner.
Jeg hører den første gang sidst i april, men der synger den tit kun i korte perioder, og i gråvejr kan der gå en hel formiddag uden en lyd. Fra midten af maj synger den stort set hele dagen fra toppen af egen. I juni bliver det mindre, og i juli hører jeg den næsten ikke – og så er der en kort periode i august, hvor de unge begynder at øve sig, og lyden kommer tilbage i en mere usikker udgave.
Benene, som jeg sjældent får at se
I felthåndbogen står der noget om benenes farve, og det er rigtigt nok, at løvsangeren har lyse ben og gransangeren mørke. Problemet er bare, at en fugl på 11 centimeter, der sidder i løvet seks meter oppe, sjældent viser sine ben. Jeg har prøvet at stå under egen i tyve minutter og vente på det rigtige øjeblik, og jeg mener, det er lykkedes mig fire eller fem gange på otte år.
Når det lykkes, er det tydeligt: lyst brunlige ben, næsten som om de ikke hører til fuglen. Men jeg bygger aldrig en bestemmelse på det alene. For mig er benene noget, der kan bekræfte et gæt, jeg allerede har gjort på lyden – ikke noget, der kan erstatte det. Kommer jeg hjem og har set benene uden at have hørt sangen, skriver jeg et spørgsmålstegn bagefter alligevel.
Højt i egen, lavt i krattet
Der er forskel på, hvor de to arter sidder, og det er en af de ting, jeg er begyndt at lægge mærke til, fordi den er nemmere at se end fjerene. Løvsangeren holder sig højt. Hos mig er den i kronen på den gamle eg, tit helt ude i spidsen af grenene, og den er i bevægelse næsten hele tiden: et lille hop, et par blade, videre. Det er sjældent, jeg får den stille i kikkerten i mere end et sekund eller to.
Den uro er faktisk det, der får mig til at se den overhovedet. Noget i toppen af egen bevæger sig, og når jeg får kikkerten op, sidder der en lille grågrøn fugl og piller ved bladene. På de hårde dage med vestenvind er der ingenting i toppen; så sidder alt inde i midten af træet, og så kan jeg lige så godt gå ind og lave kaffe.
Sådan stoppede jeg med at gætte
Det, der virkede, var at øve mig på to arter ad gangen gennem en hel sæson. I 2018 besluttede jeg, at jeg ikke ville skrive noget som helst ned om de to grønne sangere, før jeg havde hørt sangen, og at jeg ville skrive ned præcis, hvad jeg hørte, og ikke hvad jeg troede. Første måned var bogen fuld af „hørt grøn sanger, ubestemt“, og det var frustrerende. Men i løbet af maj begyndte den ene af de to lyde at sidde fast.
I dag skriver jeg lyden ned, mens jeg står der: hvor mange gange, hvorfra, klokkeslæt og vejr. Den 2. maj i år: „to syngende, egen og hækken mod nord, 7.40, 9 grader, stille“. Når jeg ikke kan høre den, skriver jeg ingenting. Det er en mindre præcis bog end før, men den er rigtig, og det er den eneste forskel, der betyder noget, når jeg slår op i den igen.
Tjekliste
- Hør efter før du kigger op. Begynder strofen og falder den jævnt nedad uden gentagelse, er du tæt på en løvsanger.
- Tjek datoerne. Før den sidste uge af april er jeg aldrig sikker på en løvsanger i min have på Fyn.
- Kig på, hvor den sidder: højt i løvtræernes krone og i uafbrudt bevægelse, ikke nede i det tætte krat.
- Se efter benene, hvis lyset er til det – lyse ben peger på løvsanger, mørke på gransanger.
- Læg mærke til striben over øjet: den er lys og ret tydelig hos løvsangeren i den tid af sæsonen, hvor fjerene er ny.
- Skriv ned, hvad du hørte, ikke hvad du mener at have set. To ord om lyden er mere værd end et gæt på en art.
- Sæt et spørgsmålstegn, hver gang du er i tvivl, og lad det stå til næste sæson.
- Øv kun to arter ad gangen. Jeg kan ikke holde flere sange adskilt i hovedet på én sommer.