Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Skov og mark › Viben på marken
Skov og mark
Viben på marken
Viben hører man, længe før man ser den. Jeg kan stå på markvejen vest for Odense og høre den skrige i over et minut, før jeg finder den i kikkerten, og tit er der to eller tre, der svarer hinanden, så jeg ikke engang kan høre, hvor det kommer fra. Om foråret kan jeg finde den på de samme fugtige lavninger år efter år. Det er de lavninger, jeg går efter, ikke fuglen.
Skriget, der ikke kan staves
Vibens kald er et skrig, ikke en sang, og det er umuligt at gengive på papir. Jeg har skrevet det som „kii-vit“, „kjivit“ og „pi-vit“ i min bog på forskellige tidspunkter, og ingen af dem rammer det helt. Det er to stavelser, den anden lidt kortere end den første, og det bliver gentaget igen og igen, til man til sidst ikke kan lade være med at kigge op.
Det, der hjælper mig, er at lytte efter retningen i stedet for ordet. To fugle, der kalder på skift, fortæller mig hurtigt, hvor mange der er, fordi kaldene kommer fra to punkter og ikke ét. Det er nogenlunde den eneste måde, jeg har fundet til at skille dem ad.
Jeg begyndte at skrive lyde ned, fordi jeg to år i træk forvekslede to sange, der lignede hinanden, og det var ikke, fordi jeg så forkert. Det var, fordi jeg kiggede i stedet for at lytte. Nu står der altid en linje om lyden, også de dage, hvor jeg ingenting så.
Fjerbusken, der afslører den
Når jeg endelig får vibens i kikkerten, er det fjerbusken, jeg kigger efter: en lang, tynd fjer, der står op og bagud fra issen og bøjer en anelse for enden. Den er der altid hos de voksne, også når fuglen står stille på jorden, og den er det eneste ved vibens hoved, der ikke forsvinder i gråvejr.
Resten af fuglen er mørkegrøn ovenpå med et lilla skær, hvid på kinderne og helt hvid på bugen, og så har den et mørkt bryst, der står hårdt mod det hvide. I flugt er vingerne brede og afrundede, næsten som en sommerfugl, der ikke kan bestemme sig. Der er ingen anden fugl på marken her, der flyver sådan.
Ungfuglene har en kortere fjerbusk og en brunlig tone over ryggen i stedet for grøn. Det har jeg set så mange gange nu, at jeg er begyndt at bruge det til at skelne årets fugle fra de gamle – men kun når jeg ser dem på under tredive meter.
Fugtige lavninger, de samme hvert år
Der er en lavning på en stubmark vest for byen, hvor der står vand til langt hen i maj, og hvor der altid er viber. Ikke „for det meste“ – altid. Jeg har gået forbi den i otte forår i træk, og i syv af dem har jeg set mindst et par. Det ottende var der ingen, og det år var lavningen pløjet om i stedet for at ligge hen.
Det er ikke videnskab, det er otte datopunkter. Men det har ændret den måde, jeg går ud på: jeg leder ikke efter viben, jeg leder efter det sted, hvor den plejer at være. Fugtig jord, lav bevoksning, gerne med stub eller kort græs, og noget, der kan give dækning til ungerne.
Om vinteren er de et helt andet sted. Så ser jeg dem i flokke på de store, åbne marker og tit sammen med andre, der også går på jorden. Det er ikke de samme fugle, der er på lavningen i april, men det kan jeg ikke bevise, og derfor skriver jeg det heller ikke.
Når den tumler
Vibens sangflugt er den mest urolige, jeg kender. Fuglen stiger, lægger sig over på siden, falder et par meter, vender, stiger igen og gentager det, mens den kalder. Nogle gange får den sig en hel omgang, hvor den nærmest ruller rundt om sin egen akse. Det ser ud, som om den har mistet kontrollen, og det har den ikke.
Jeg har stået og set på det i ti minutter ad gangen uden at kunne forudsige, hvornår det stoppede. Det gør den som regel på det samme stykke mark, og hvis man bliver stående længe nok, kan man se, hvor grænsen går – der, hvor den vender.
Når der er unger, er det en anden lyd: kortere, hårdere, og fuglen kommer tættere på end den plejer. Det er det tidspunkt, hvor jeg går. Jeg har stået for tæt på én gang for mange år siden, og de blev ved med at skrige, til jeg var væk.
Det, der står i bogen
Den 2. marts i år: to viber på stubmarken, 4 grader, vestenvind, og kun den ene lavede sangflugt. Den 27. marts: fire, to par, og den ene fugl blev ved med at kalde, mens jeg gik forbi i over hundrede meters afstand fra den. Den 16. april: ingen på lavningen, og jeg skrev det ned alligevel.
Når jeg blader tilbage, kan jeg se, at antallene i min bog er blevet mindre over de sidste ti år. Det er et indtryk, ikke et resultat. Jeg går de samme ruter, men ikke lige tit hvert år, og jeg aner ikke, hvad det betyder. Jeg udtaler mig ikke om årsagerne til det, for jeg har ingen.
Det er i virkeligheden derfor, jeg bliver ved med at skrive. Ikke for at kunne sige noget nu, men for at kunne se noget om ti år.
Tjekliste
- Stands og lyt før du løfter kikkerten. To fugle, der kalder på skift fra to steder, er to fugle.
- Kig efter fjerbusken: en lang, tynd fjer, der står op fra issen hos de voksne.
- Se på vingerne i flugt. Brede, afrundede og næsten flagrende – ikke spidse som hos en måge.
- Tjek bugen: helt hvid, med et mørkt bryst, der stopper brat.
- Gå efter de fugtige lavninger med kort vegetation. De samme steder holder år efter år.
- Hold afstand om foråret. Bliver viben ved med at kalde og komme tættere på, er du for tæt på reden.
- Kig på fjerbuskens længde hos de unge: kort og brunlig ryg i stedet for grønlig.
- Skriv antal, dato, vejr og hvad du hørte – også de dage, hvor du ikke så nogen.