Hvad jeg skriver i notesbogen

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Der ligger et notesbind i køkkenet, der har været i brug i ti år. Ikke på reolen, ikke i tasken – i køkkenet, ved siden af felthåndbogen fra 2016, fordi det er der, det bliver brugt. Jeg skriver fem ting ned hver gang: dato, sted, vejr, antal og et spørgsmålstegn, når jeg er i tvivl. Mine sider fra 2016 er mere brugbare end min hukommelse fra i går, og det er hele grunden til, at jeg bliver ved med at føre dem i hånden.

Det korte af det lange

Fem felter hver gang: dato, sted, vejr, antal og et spørgsmålstegn, når du ikke er sikker.
Skriv med blyant. Kuglepennen virker ikke i frost, i regn eller med handsker på.
Notér også det, der ikke var der. En tom dag er en oplysning, ikke en fiasko.
Læs sæsonen igennem i august. Det er dér, fejlene og mønstrene bliver synlige.
Skriv „ubestemt“ i stedet for at gætte. Bogen er til for din skyld, ikke for at se pæn ud.

Derfor ligger den i køkkenet

Jeg har prøvet at føre noterne på telefonen to gange. Begge gange holdt det en halv sæson. Det er ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre – det er, fordi telefonen bliver i lommen, når det regner, når fingrene er kolde, og når jeg står med kikkerten oppe foran ansigtet og ikke vil slippe den. Papiret kan ligge i jakkelommen, og det kan bruges med handsker på.

Den anden grund er, at jeg læser i den. Bogen ligger fremme, og derfor bliver den bladret igennem, mens kaffen løber igennem, og det sker aldrig med noget, der ligger i en app. Her til morgen slog jeg op på den 12. oktober for at se, hvornår stillitserne plejer at dukke op på foderbrættet: sidste år var det den 9., året før den 17.

Bogen er på sin tiende sæson. Den er slidt i ryggen, og der sidder en elastik om den, fordi omslaget gav op i 2021.

De fem felter

Dato og klokkeslæt først. Uden dem kan jeg ikke bruge noget som helst senere, og det var netop datoen, der afslørede de to år, hvor jeg skrev løvsanger i marts.

Så stedet. Jeg har faste betegnelser, der kun giver mening for mig selv: „egen“, „hækken mod nord“, „brættet“, „ruten, km 1,4“. Ruten er den knap to kilometer lange tur, jeg går fra marts til oktober, og kilometerangivelserne gør, at jeg kan finde det samme hjørne igen år efter år.

Så vejret: temperatur, vindretning og om det regner. På Fyn er vestenvinden næsten altid med, men når den ikke er, sidder fuglene et andet sted, og det kan jeg kun se, hvis jeg har skrevet det ned. Så antal – og her skriver jeg det tal, jeg faktisk talte, ikke et pænt rundt tal. Og til sidst et spørgsmålstegn, hver eneste gang jeg ikke er sikker.

Blyant, ikke kuglepen

Det lyder som en detalje, men det er det ikke. En kuglepen skriver ikke på fugtigt papir, og den skriver ikke, når det fryser. Min blyant gør begge dele, og den kan spidses med en kniv. Jeg bruger en helt almindelig blyant med viskelæder i enden, og den ligger i en lille lomme på indersiden af bogen sammen med en reserve.

Jeg skriver i korte linjer uden punktum, fordi det går hurtigere, og fordi det er nok. „6.25 – 2 syngende i egen, 9 grader, stille, gråt – den ene falder i slutningen – ? gransanger eller løvsanger“. Sådan ser en typisk linje ud. Den tager mig tyve sekunder at skrive.

Det, jeg aldrig gør, er at vente til jeg kommer hjem. Jeg har prøvet det, og det, der stod i bogen bagefter, var ikke det, jeg havde set, men det, jeg syntes, jeg burde have set.

Gennemlæsningen i august

En gang om året, som regel i den stille uge i august, sætter jeg mig med hele sæsonen. Jeg skriver ikke noget nyt, jeg læser bare, og jeg laver en enkelt liste på den sidste tomme side: de dage, hvor noget kom, og de dage, hvor noget forsvandt.

Det var sådan, jeg fandt ud af, at min have har en fast rytme i oktober. Der er en periode på ti til fjorten dage, hvor der sker noget på brættet hver formiddag, og den periode ligger nogenlunde det samme sted hvert år. Det vidste jeg ikke, før jeg havde tre sæsoner at sammenligne, og jeg kunne aldrig have gættet mig til det.

Jeg fandt også mine egne fejl: de to marts-løvsangere, tre „ubestemt“-linjer, der aldrig blev fulgt op, og en enkelt dag i april, hvor jeg havde skrevet et antal, der var alt for stort til, hvad der kan være i min have.

Det, der ikke står i bogen

Jeg skriver ikke fødselsdage, ikke vejret i detaljer, og ikke hvad jeg mente om turen. Der er ingen plads til stemning i den bog, og den bliver bedre af det. Jeg skriver heller ikke længere navne på fugle, jeg ikke har set eller hørt – det gjorde jeg i de første år, og det er den eneste type linje, jeg fortryder.

Til gengæld skriver jeg de tomme dage. En tur, hvor der ingenting var, får sin linje med dato, vejr og et nul. Det føles som spildt plads den dag, men to år senere er det netop de linjer, der fortæller mig, at en art var sent på den eller helt udeblev.

Og så skriver jeg aldrig noget om andres observationer. Bogen er min, den handler om det, jeg selv har stået og set i Odense, og det er den eneste måde, jeg kan stole på den.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg førte noterne på telefonen i to halve sæsoner. Den blev i lommen, når det regnede, og i frost kunne jeg ikke bruge den med handsker. Nu er det papir og blyant hver gang.
Jeg skrev det antal, der var sandsynligt, i stedet for det, jeg talte. En april-linje med et alt for højt tal står der stadig og kan ikke rettes. Nu skriver jeg kun det, jeg kan stå inde for.
Jeg ventede med at skrive, til jeg kom hjem. Det, der stod i bogen, var det, jeg mente at burde have set. Nu skriver jeg stående, mens fuglen er der.
Jeg skrev ikke noget, når der ingenting var. Dermed forsvandt de dage, hvor en art var sent på den, helt ud af sæsonen. Nu får en tom dag sin egen linje med et nul.
Jeg skrev andres observationer ind i mine egne lister, fordi det gav en pænere sæson. Det gør bogen ubrugelig som sammenligning. Nu er der kun det, jeg selv har set.
Jeg brugte kuglepen i to år og kunne ikke læse mine egne linjer fra de våde dage. Nu ligger der altid en blyant og en reserve i bogen.