Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Kendetegn og forvekslinger › Musvågen
Kendetegn og forvekslinger
Musvågen
Musvågen er den rovfugl, jeg ser oftest, og det er ikke, fordi jeg er blevet god til at finde den. Den gør sig selv nem at finde ved at stå stille. Bogstaveligt talt: den hænger over stubmarken vest for Odense med vingerne løftet og halen spredt ud og flytter sig ikke ud af stedet i flere sekunder ad gangen. Jeg kender den på den runde hale og på de brede vinger, og på at den tåler at blive kredset ind af kragerne uden at gøre noget som helst ved det. To år i træk skrev jeg den i bogen som „ubestemt rovfugl“, fordi jeg var sikker på, at noget, der var så stort, måtte være noget sjældnere.
Den står stille i luften
Første gang, jeg for alvor lagde mærke til musvågen, stod jeg på min faste rute vest for Odense en novemberformiddag i gråvejr. Der var en stor fugl over stubmarken, som ikke bevægede sig. Jeg troede først, det var noget, jeg bildte mig ind, for alt andet i luften flytter sig hele tiden. Men den blev hængende: vingerne løftet i en lav v-form, halen spredt ud som en vifte, og kroppen stille i flere sekunder ad gangen. Da den endelig flyttede sig, var det tre-fire langsomme vingeslag videre, og så stille igen.
Det, der kendetegner den for mig i dag, er netop det: den bruger ikke energi på at imponere. Tårnfalken, som jeg også ser på den samme rute, arbejder hårdt for det – den står og ryster med vingerne og holder hovedet helt stille, mens den leder efter mus på jorden. Musvågen sidder tit på en pæl i stedet og lader marken komme til sig. Jeg har set den på den samme pæl ved hegnet fire gange i træk i december, altid med front mod vestenvinden.
Halen først, vingerne bagefter
Når jeg får den i kikkerten, kigger jeg på tre ting i en bestemt rækkefølge: halen, vingerne og så det lyse på undersiden. Halen er kort og afrundet i spidsen, næsten som om den var klippet. Det er det sikreste, jeg har at gå efter, også når fuglen er langt væk og kun er en silhuet mod en grå himmel.
Spurvehøgen, som er den rovfugl, jeg ellers kunne forveksle den med, har en lang, smal hale med skarpe hjørner, og den flyver lavt og hurtigt over hækken i stedet for at stå stille i luften. Vingerne på musvågen er brede ved roden, og i spidsen sidder de lange håndsvingfjer spredt ud som fingre på en hånd. Når den svæver, buer de en anelse opad. Det er den facon, jeg har lært at kende, før jeg overhovedet begynder at kigge på farver – og farverne er der alligevel ikke meget at hente i, når lyset er fladt.
Farven er det mest upålidelige, jeg ved
Musvåger kan være næsten hvide på undersiden og næsten helt mørkebrune, og det er ikke to arter, men den samme. Jeg har set to i den samme uge, der lignede to forskellige fugle, og jeg har set den samme fugl skifte udseende alt efter, om den kom flyvende mod mig i lav morgensol eller væk fra mig i regnvejr.
I Odense bliver det sjældent rigtig lyst om vinteren. En stor del af november og december står jeg og kigger i fladt lys ved et par graders varme, og dér dur farver ikke til noget som helst. Det, jeg bruger i stedet, er facon og bevægelse: den brede silhuet, den runde hale, den måde, den falder langsomt ned mod jorden på med vingerne halvt lukkede, når den har set noget. Farven skriver jeg ikke engang ned længere. Der er ingen grund til at notere noget, jeg ikke kan stole på, når jeg læser det igen tre år efter.
Kragerne finder den for mig
Den nemmeste måde at finde en musvåge på er at høre efter. Når kragerne går amok et sted ude på marken og bliver ved i flere minutter, er der næsten altid en rovfugl involveret, og i min del af Fyn er det som regel en musvåge. Jeg er begyndt at bruge det som pejlemærke i stedet for at lede med kikkerten: hører jeg larmen, stiller jeg mig og venter.
Musvågen gør ingenting ved det. Den bliver siddende i toppen af pælen eller hængende i luften og lader dem komme, og først når de er helt tæt på, vipper den en vinge op eller flytter sig en meter. Det er dén tålmodighed, der fik mig til at forstå, hvorfor jeg ser den så tit: den har ikke travlt, og den lader sig ikke jage væk af noget, der er mindre end den selv. Jeg har set det samme optrin vare et kvarter, og hver eneste gang er det kragerne, der giver op først og flyver videre mod læhegnet.
Det, der står i bogen
I år står der „musvåge“ atten gange i notesbogen, og kun tre af dem er fra haven. Resten er fra ruten vest for byen eller fra bussen, hvor jeg sidder og kigger ud ad ruden på vej på arbejde – det er faktisk sådan, jeg ser den oftest, fordi marken ligger åben hele vejen.
Den 9. marts i år så jeg to sammen over marken, og de kredsede højere og højere, indtil de kun var små prikker. Det er den eneste dag i året, jeg har set dem gøre det, og jeg skrev et stort spørgsmålstegn bagefter, fordi jeg ikke ved, hvad det var. I april og maj ser jeg dem sjældnere; de trækker ind i skovkanten, og det er først hen i august, når stubmarken er høstet, at de kommer ud og står stille i luften igen. Mere præcist end det kan jeg ikke gøre det, og det er også grunden til, at jeg bliver ved med at gå den samme tur.
Tjekliste
- Stop op, når du ser en stor fugl, der står helt stille i luften over åbent land. På Fyn er det som regel en musvåge.
- Se på halen: kort og rund i spidsen. Er den lang og smal med skarpe hjørner, er du et andet sted henne.
- Tjek vingerne: brede ved roden, med fingrede spidser, der buer en anelse opad, når den svæver.
- Brug kragerne. Bliver de ved med at skrige det samme sted i flere minutter, så kig derover.
- Slå farven ud af hovedet i gråvejr. Notér facon og bevægelse i stedet – det er det, der holder, når du læser noten igen.
- Kig på pælene langs hegnet, ikke kun på himlen. En musvåge sidder oftere stille, end den flyver.
- Skriv sted, klokkeslæt og vindretning ned. Efter tre år kan du begynde at se, hvor den sidder i vestenvind.
- Er du i tvivl mellem to arter, så skriv „ubestemt rovfugl“. Det er bedre end en gætning, du ikke kan stå inde for.