Hvor foderbrættet skal hænge

Skuret og de to meter

I november 2016 satte jeg det første bræt op på vestgavlen af skuret. Valget var rent praktisk: der går en sti forbi, brættet var i brysthøjde, og jeg kunne fylde det uden handsker af. Det tog mig tre vintre at indse, at det var den forkerte ende af haven.

Gavlen vender lige ud i vestenvinden, og på Fyn er det ikke en vind, der blæser en gang imellem – det er den, der står på det meste af året. Regnen kom ind under brættet bagfra, frøene lå og klumpede, og alt det, jeg troede var fuglenes fejl, var mit eget valg af væg.

I oktober 2019 flyttede jeg det. Flytningen tog en time og rykkede brættet to en halv meter, rundt om stammen på egen og ind i læ. Fra den dag har jeg kunnet stå i køkkenet og se fuglene komme ind over hækken, og fra den dag holder foderet sig tørt nok til at blive spist. Alt det, jeg lærte af de tre vintre, står i den sætning.

Læ for vestenvinden

Jeg fandt ikke ud af vindretningen ved at læse noget. Jeg fandt ud af det ved at se, hvor sneen lå. En morgen i februar 2018 med fem centimeter sne i haven lå der en bue smeltet jord langs skurets østside og ingenting på vestsiden – det var den, vinden havde fejet ren. Tegningen står i notesbogen på en side for sig, den har hængt på køleskabet i fire år.

Under egen er det lidt anderledes. Stammen tager det værste, grenene tager resten, men der er huller i løvet, også om vinteren, og der kommer stadig regn ind fra sydvest i en skrå vinkel. Brættet står derfor med den lave kant vendt væk fra vinden, drejet en halv meter rundt i forhold til grenen, så den kant, vandet løber af ved, er den, der vender ind mod huset.

Når jeg ikke kan afgøre det selv, stiller jeg mig ud i regnen med en paraply og ser, hvor det rammer. Det er fjollet, og det tager tre minutter, men det er stadig den mest pålidelige måling, jeg har.

Afstanden til krattet

Fuglene skal kunne nå i dækning hurtigt, og derfor skal der være noget i nærheden, de kan nå. Min hæk mod nord står to en halv meter fra brættet, og det virker: de sidder i hækken, venter på den fugl, der allerede er på brættet, og skiftes så til at komme ind.

Jeg prøvede også det modsatte. I december 2020 flyttede jeg brættet helt ind til hækken, så det sad med kanten ti centimeter fra de yderste grene, fordi jeg tænkte, at tryghed måtte virke bedre jo tættere på den var. Der gik tre uger uden en eneste fugl på brættet. De sad i grenene lige over det og kiggede ned på frøene uden at røre dem. Da jeg rykkede det tilbage på de to en halv meter, kom de ind samme eftermiddag.

Der skal heller ikke være noget nedenunder, man kan stå på. Jeg klipper de nederste grene af egen op til halvanden meters højde hvert år i oktober – af to grunde: for at holde jorden under brættet åben, og for at kunne se derind, uden at blade er i vejen.

Højde, tag og huller i bunden

Brættet hænger i halvanden meter. Længere nede kan jeg ikke se ned i det fra køkkenvinduet, fordi vindueskarmen skygger, og det betyder mere, end jeg troede: det er fra vinduet, jeg ser det meste, ikke fra haven. Længere oppe skal jeg have en stige frem hver gang det har regnet.

Taget er en plade på fyrre gange fyrre centimeter, sat femogtyve centimeter over brættet og med en hældning på cirka ti grader. Den første plade sad vandret, og det gik galt på en måde, jeg ikke havde regnet med: vandet blev stående på den, og når det blev tungt nok, løb det ud over forkanten lige ned i frøene.

I bunden af brættet er der seks huller på fire millimeter, to i hvert hjørne og to på midten. Uden dem står der vand i brættet efter en time i regn. Med dem tørrer det op på en formiddag, hvis vejret ellers er til det – og i en januar i Odense er det langt fra altid.

Brættet hænger i to stålwirer, ikke én. Den første vinter sad det i én, og det drejede i vinden, så frøene røg ud over kanten hver gang det blæste op. Krogen, wiren går i, får et eftersyn hver oktober, for egen vokser, og wiren skærer sig ind i barken, hvis jeg glemmer den to år i træk.

Det, der stadig ikke er løst

Jeg vil ikke lade som om placeringen gjorde det hele. I januar 2021, hvor det regnede næsten hver dag i tre uger, var brættet fugtigt i vestkanten næsten hele måneden, uanset hvor meget jeg drejede det. Jeg tabte fire kilo frø den vinter. Det er den vinter, der ligger bag reglen om ikke at fylde op, når der er regn i vejrudsigten.

Det andet, jeg aldrig har løst, er afstanden til køkkenvinduet. Brættet står tre meter fra ruden, og det er tæt nok til, at fuglene kan se mig, når jeg står ved køkkenbordet. Om morgenen før syv er de ligeglade; senere på dagen kan et hurtigt skridt inde i køkkenet sende hele holdet op i egen. Jeg har lært at stå stille, men jeg har ikke fundet en placering, hvor det ikke gælder.

Noget af det her er simpelthen en have i Odense med en vestenvind, der aldrig holder fri. Jeg har justeret det i ti år, og jeg justerer det stadig en halv meter ad gangen.