Vinterfodring i en lille have

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Brættet under egen bliver fyldt første gang i oktober og står tomt igen fra sidst i marts. Der går sjældent en dag imellem, hvor der ikke skal noget på det, og i en hård januar er det tømt igen ved fjorten-tiden. Jeg har gjort det her i ti år og kan efterhånden høre på haven, hvornår der skal fyldes. Det her er, hvad jeg hælder på, hvor meget der går på et døgn, og hvorfor jeg lader være med at fylde på, når vejrudsigten siger regn.

Det korte af det lange

Fra første fyldning i oktober til sidste i marts. Resten af året står brættet tomt, også når fuglene kommer og kigger efter det.
Solsikkefrø er grundstammen. Alt andet finder jeg igen under brættet, hvor det er blevet skubbet ud.
To deciliter om morgenen er nok i november. I frost skal der det dobbelte til, og så hellere fylde to gange end én gang for meget.
Er der regn i vejrudsigten inden for et døgn, fylder jeg ikke på, og det, der ligger derude, tager jeg ind.
Datoen for årets første og sidste fyldning står i notesbogen. Det er de to tal, jeg kigger på først, når jeg læser sæsonen igennem.

Oktober til marts

Jeg begynder, når fuglene selv siger til. Der går som regel en uge eller to i oktober, hvor en musvit sidder på kanten af det tomme bræt om morgenen og kigger ind mod huset, og det er den, jeg venter på. Sidste år blev det den 9. oktober. Fra den dag fylder jeg hver morgen, til det sidste frø er givet sidst i marts, i år den 26.

Hvorfor det lige er marts, der er grænsen, har jeg ingen faglig forklaring på. En eneste gang, i 2018, blev jeg ved til hen i maj, og der kom ikke mere end én musvit om dagen på det tidspunkt, mens haven var fuld af knopper og levende insekter. Det føltes spildt, og det var sådan set hele observationen. Siden har marts været der, hvor jeg stopper.

De to datoer står i notesbogen hvert år. Når jeg sidder med sæsonen i august, er det dem, jeg slår op på først, for de siger mig mere om, hvor lang og hvor hård vinteren var, end min hukommelse gør.

Det, der ligger på brættet

Grundstammen er sorte solsikkefrø. Jeg køber en sæk på fem kilo i oktober, og den rækker som regel til hen i januar. Det er det eneste, der aldrig bliver liggende: selv på de dage, hvor brættet ellers står urørt, er solsikkefrøene væk inden aften.

Ved siden af fylder jeg hirse og havreflager i en skål for sig. Ligger det sammen med solsikkefrøene, bliver det fejet ud over kanten i løbet af en formiddag, og så ligger det nedenunder i stedet. Det er ikke spild – bogfinkerne og solsorten tager det, der falder ned – men det er et andet sted, end jeg havde tænkt mig, og det er pænere at holde det adskilt.

Jeg bruger ikke jordnødder i net. Ikke af nogen fin grund, men fordi nettene hænger ude i vestenvinden, bliver våde, og så sidder der en klump i bunden, som jeg ikke gider rode med i frostvejr. I de hårdeste perioder hænger der til gengæld en fedtkugle i en lille trådkurv på grenen over brættet. Den første er tom på knap to uger, den næste holder længere, og det siger mest om temperaturen.

Hvor meget der går på en dag

Jeg fylder med en gammel kaffekop på to deciliter, der har stået i skuret siden 2019, og det betyder, at jeg ved nogenlunde, hvor meget der går. I november er to deciliter nok til det meste af dagen, og tit ligger der en lille rest, når det bliver mørkt. I januar, når det har været under nul, skal der fire til fem deciliter til, og så er brættet tømt inden fjorten.

En enkelt gang i januar 2023 vejede jeg det, bare af nysgerrighed: to hundrede og fyrre gram på et døgn i hård frost. Det er ingenting i kroner den dag, men det bliver til noget, når det ganges med hundrede og tyve dage.

Den, der tømmer brættet hurtigst, er musvitten, og den spiser ikke på stedet. Den tager et frø, flyver op i egen eller ned i hækken mod nord, og er tilbage efter tyve eller tredive sekunder. Blåmejsen bliver siddende lidt længere, men den får aldrig lov at være der i fred, for musvitterne jager den væk, hver gang de kommer ind over hækken. Jeg har aldrig set en musvit sidde stille og spise.

Regnen, der får mig til at holde op

I en våd januar i Odense er det ikke mængden af regn, der er problemet, men at den kommer skråt. Vestenvinden tager fat i den, og den rammer brættet, også selv om det står under egen og under et lille tag. Frøene suger vand og svulmer, og når natten går under frysepunktet, står der en fast klump om morgenen, som ikke kan skubbes af brættet med en finger.

Jeg har stået og hakket i sådan en klump med en køkkenkniv. Det tog ti minutter, og det, der kom af, røg i skraldespanden og ikke i komposten. En anden gang lod jeg det ligge i fire dage i træk, fordi jeg havde travlt, og da var der kommet noget hvidt og uldent i kanten langs brættet. Det var der, reglen kom til.

Reglen er enkel: er der udsigt til regn inden for et døgn, fylder jeg ikke op, og det, der ligger derude, tager jeg ind. Brættet står altså tomt et par dage ad gangen i løbet af en vinter, og fuglene kommer alligevel og kigger på det. Det ser trist ud fra køkkenvinduet, men det er billigere end at smide et halvt kilo frø ud tre gange på en sæson.

Det, der aldrig kom til at virke

Jeg har prøvet en del for at lokke andre arter til. En frøkage, jeg købte i 2020, lå urørt i tre uger og røg ud, stadig hel. Et rør med en fin blanding, der hang fra grenen over brættet, mistede det halve af indholdet ned på jorden, og dér kom gråspurvene – kun dér. Og et bræt nummer to, som jeg satte op i den modsatte ende af haven i november 2021, har aldrig haft en eneste fugl på sig i tre vintre. Det tager jeg for et svar.

Efter alle de forsøg er listen over arter på brættet den samme, som den var i 2016: musvit, blåmejse, bogfinke, grønirisk, solsort og rødkælk, plus en flok stillitser i det tidlige forår, når de skal videre. Spætmejsen har været der to gange på de ti år, begge gange i januar. Det er ikke mange arter, men det er dem, der bor her, og det var egentlig det, jeg ville vide.

Jeg skriver ikke længere krydser i bogen til de her forsøg. Det føles som at føre regnskab over noget, der ikke virker, og der er ingen grund til at bruge en sæson på det.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg fyldte en halv liter op ad gangen i begyndelsen, fordi det var praktisk at slippe for at gå ud to gange. Det, der lå tilbage om aftenen, blev vådt og røg ud. Nu fylder jeg to deciliter ad gangen og hellere to gange om dagen, når det fryser.
Jeg købte den billige fugleblanding tre år i træk. En tredjedel af den lå under brættet i april hver gang. Nu er det solsikkefrø, og kun det.
Jeg lod en våd klump ligge i fire dage i januar 2022, fordi jeg havde travlt. Der kom mug i kanten, og hele brættet skulle tømmes. Nu er der ingen påfyldning, når der er regn i udsigten.
Jeg skruede en fedtkugle fast på selve brættet, så den sad midt i det. Den lå i vejen for fuglene, der ville ned til frøene, og de tog den første uge nærmest ikke. Nu hænger den i en trådkurv femten centimeter over.
Jeg satte et bræt op i den anden ende af haven ud fra en tanke om, at to brætter måtte give flere fugle. Det blev aldrig brugt. Nu flytter jeg ingenting ud, før jeg har set, at fuglene bruger ruten i forvejen.
Jeg blev ved med at fylde på til maj i 2018, mest af vane. Der kom én musvit om dagen, og frøene lå tilbage og blev dårlige. Nu stopper jeg sidst i marts og skriver datoen i bogen.