Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Foderpladsen › Bogfinken
Foderpladsen
Bogfinken
Bogfinken er den fugl, der bestemmer, hvornår der er uro ved foderpladsen. Den sidder ikke på brættet – den sidder under det, på jorden, og hakker i det, der er faldet ned. Når den letter, letter alt andet også, og det sker tit uden grund, i hvert fald uden en grund, jeg kan se. Jeg har talt op til ti på jorden under egen på en januardag, næsten alle sammen i den samme langsomme bevægelse: to skridt frem, et hak, hovedet op.
Den, der letter først
Hvis der sidder bogfinker under brættet, så er resten af haven rolig. De er de første, der reagerer, og når de går op, går alt andet med: mejserne fra brættet, solsorten fra plænen, rødkælken ind i buskene. Det sker på et sekund, og bagefter er der stille i flere minutter.
Det mærkelige er, hvor ofte der ingenting er at reagere på. Jeg har stået ved køkkenvinduet mere end hundrede gange og set ti fugle lette uden at have set noget som helst, der kunne skræmme dem. Ingen kat, ingen fugl i luften, ingen lyd. Den 6. januar skrev jeg „alle op, kl. 9.12, ingen synlig årsag“ med et stort spørgsmålstegn bagefter.
Det eneste mønster, jeg kan se i mine egne noter, er at det sker oftere på dage med hård vind. Når vestenvinden tager i egen, er der mere uro i grenene, og så er bogfinkerne tilsyneladende mere på vagt. Men det er et mønster på tværs af en håndfuld observationer, ikke mere end det.
Jorden under brættet
Bogfinken er i høj grad en fugl, der lever af det, andre taber. Jeg ser den næsten aldrig på selve brættet – den er på fliserne og i jorden under det, hvor den går rundt i små skridt og samler skaller, havre og halve solsikkefrø, som mejserne har smidt ned.
Det betyder også, at den er lettere at overse, end den burde være. De første to år troede jeg faktisk, at jeg kun havde en enkelt bogfinke, fordi jeg altid kiggede på brættet og aldrig på jorden. Da jeg begyndte at kigge ned, fandt jeg otte.
Det er også derfor, jeg skrubber under brættet oftere, end folk nok gør. Skaller og fugt bliver til mug på en uge i en våd januar, og det er dér, foderet ligger, når det ligger. En børste og varmt vand, hver anden uge i tørre perioder og hver uge, når det regner.
De to vingebånd
Når jeg sidder med en finke, jeg ikke kan bestemme, er det vingen, jeg kigger på. Bogfinken har to lyse bånd tværs over vingen: et smalt helt oppe ved skulderen og et tydeligt bredere længere ude. Det brede bånd er det, der er lettest at se, også når fuglen sidder med sammenlagte vinger.
Dertil kommer halen. Når bogfinken letter, bliver de hvide yderfjer på halen til to små pletter, der blinker i det sekund, den vender bort. Det er tit det sidste, jeg ser af den, før den er inde i buskene.
Hannen har en blågrå isse og et rødbrunt bryst, mens hunnen er mere gråbrun over det hele. Det er forskelle, jeg bruger, når lyset er godt, men ikke stoler på i gråvejr. Båndene på vingen er der til gengæld hele tiden, og dem er jeg aldrig i tvivl om.
Sangen, jeg hørte forkert
Bogfinkens sang er kort, fast og slutter med en lille krølle til sidst. Den lyder for mig som „fink-fink-fink-fink-tjup“, hvor det sidste hug sidder højere og mere energisk end resten. Første gang jeg hørte den i marts, troede jeg, at der sad to forskellige fugle i egen, fordi slutningen lød som en anden stemme.
Den fejl lavede jeg i to forår. Jeg noterede den samme sang som to arter, fordi jeg hørte den i stedet for at blive stående og høre den igennem tre-fire gange. Det er præcis den samme fejl, jeg lavede med løvsanger og gransanger, bare i en anden årstid.
Nu bliver jeg stående, til jeg har hørt strofen igennem mindst fire gange, og først derefter skriver jeg noget ned. Det har kostet mig utrolig meget tid i haven, men det har også ryddet op i mine noter.
Hvorfor antallet svinger
Antallet af bogfinker på jorden under egen svinger mere end for nogen anden art i haven, og det svinger fra dag til dag. I december skrev jeg 4, 9, 12, 7, 3 og 11 på seks dage i træk. Der var ingen tydelig sammenhæng med temperaturen, som lå mellem 0 og 5 grader hele ugen.
Det eneste, der går igen i mine noter, er at antallet falder, når der ligger sne. Så kommer der næsten ingenting, og de fugle, der kommer, bliver kun kort. Jeg gætter på, at de søger andre steder, når jorden er dækket, men det er et gæt, og det står derfor også i bogen med et spørgsmålstegn ved.
Fra år til år bekymrer det mig ikke. Jeg skriver det ned, fordi det er den eneste måde at opdage en egentlig ændring på – og fordi det er rart om ti år at kunne slå op, hvordan det faktisk var, i stedet for hvad jeg tror, det var.
Tjekliste
- Kig på jorden under brættet først, ikke på selve brættet.
- Se efter de to lyse vingebånd – det brede er lettest at se.
- Kig på halen i det øjeblik, fuglen letter: to hvide pletter i yderfjerene.
- Læg mærke til gangen på jorden: små skridt, hak, hovedet op, igen og igen.
- Hør sangen igennem mindst fire gange, før du skriver noget ned.
- Brug ikke brystfarven alene i gråvejr – den forsvinder i det flade lys.
- Tæl fuglene på samme tidspunkt hver dag, ellers kan du ikke sammenligne.
- Skriv „ubestemt“, hvis du kun så vingebåndene og intet andet.