Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Havens fugle › Solsorten
Havens fugle
Solsorten
Solsorten er den fugl i min have, der kender mig bedst, og det siger jeg uden at kunne bevise det. Den bliver siddende på plænen, når jeg går ud med kaffen, og den flytter sig højst to meter. Om vinteren er den på jorden under egen fra først på formiddagen, hvor den sparker i de visne blade med en lille bevægelse med næbbet. Og i marts sidder den på tagryggen og synger, før det overhovedet er lyst. Jeg har aldrig fodret den direkte. Den klarer sig selv med det, der falder af brættet.
Den bliver siddende
Der er forskel på, hvor tæt fuglene i haven vil lade mig komme, og solsorten ligger i den ene ende af skalaen. Jeg kan gå ud ad havedøren med en kop i hånden og gå hen mod egen, og den bliver stående. Først når der er tre-fire meter til, tager den et par løbende skridt og sætter sig et nyt sted. Den flyver sjældent, medmindre jeg kommer for hurtigt.
Musvitten er væk, før jeg overhovedet har lukket døren. Rødkælken kommer tættere på, men kun når jeg graver. Solsorten er den eneste, der bare står der og ser på mig, mens jeg gør noget helt andet.
Jeg tror ikke, den er blevet tam i nogen egentlig forstand. Den har bare regnet ud, at der ikke sker den noget ved mig, og det er vel også en form for kendskab. Den vinter, jeg skiftede til at fylde brættet om morgenen i stedet for om aftenen, gik der fire dage, før den fandt den nye rytme.
Jorden under egen
Solsorten er en jordfugl i min have. Den sidder næsten aldrig på selve brættet – den er under det, hvor den samler det, mejserne og bogfinkerne taber. Det meste af arbejdet foregår med fødderne: den skraber bagud i de visne blade med et lille spark, vender hovedet på skrå og kigger ned i det, den lige har flyttet.
I oktober og november ligger der egeblade i et tykt lag under træet, og det er dér, den er mest aktiv. Jeg har ladet et hjørne af haven stå urørt netop af den grund, og det er det hjørne, solsorten bruger mest. Når jeg har revet det hele sammen, ser jeg den mindre i en uge eller to.
Om sommeren, når jorden er tør, hakker den i stedet i græsset med næbbet og trækker noget op, der ligner små hvide larver. Det noterer jeg uden at vide, hvad det er. Jeg skriver, hvad jeg så, ikke hvad det hedder.
Sangen fra tagryggen
Den første solsortesang er for mig det tydeligste forårstegn i haven, tydeligere end de fleste trækfugle, fordi jeg hører den fra min egen seng. I marts sidder den på tagryggen på det lille udhus og synger fra omkring kvart i seks, altså før det i det hele taget er lyst nok til at se den. Nogle morgener er der to hanner, der synger mod hinanden fra hver sin side af haverækken.
Sangen er lang og rolig, med tydelige pauser mellem stroferne, og den varierer mere, end jeg havde regnet med. Da jeg begyndte at skrive ned, hvad jeg hørte, i stedet for bare at notere „solsort synger“, opdagede jeg, at den samme fugl kunne skifte strofe fire eller fem gange på en halv time.
Det er også den fugl, der synger længst ud på aftenen. I maj kan den sidde der til langt efter solnedgang, mens alt andet i haven er stille.
Hunnen, som jeg brugte to år på at se
I de første par år skrev jeg alle solsorter i bogen som den samme fugl. Det var først, da jeg en junidag så to af dem side om side på plænen, at det gik op for mig: den ene var helt sort med et klart gult næb, den anden var mørkebrun med en lysere, lidt grålig strube og et næb, der var mere brunt end gult.
Jeg havde sikkert set den brune fugl hundrede gange og bare noteret „solsort“ uden at tænke videre over det. Fejlen var ikke, at jeg ikke kunne se forskel. Fejlen var, at jeg troede, at der kun var én slags, så jeg kiggede ikke efter.
Nu kigger jeg altid på næbbet først, fordi det er det, jeg kan se bedst på afstand i en kikkert fra 2013. Sort fugl med gult næb er den ene, brun fugl er den anden, og i gråvejr er næbfarven ofte tydeligere end fjerdragten. Står jeg stadig i tvivl, skriver jeg det ned, som jeg så det, uden at sætte et navn på.
Hvorfor der bliver flere om vinteren
Om sommeren ser jeg typisk to solsorter i haven og højest tre. Fra november og et par måneder frem kan der være fem eller seks på jorden under egen på én gang, og de jager hinanden væk fra de bedste steder under brættet. Jeg ved ikke, hvor de ekstra fugle kommer fra, og jeg har aldrig prøvet at finde ud af det.
Det, jeg kan se, er, at det hænger sammen med frost. Når jorden er hård, samles de dér, hvor der falder foder ned, og de bliver der det meste af dagen. Kommer der tøvejr med 5 grader og regn, spreder de sig ud i bedene igen, og så ser jeg kun en eller to.
Jeg skriver antallet ned sammen med temperaturen, fordi det er den eneste måde, jeg overhovedet kan opdage et mønster på. Det er ikke videnskab. Det er en huskebog, der gør, at jeg ikke behøver at stole på min egen fornemmelse af, hvad der plejede at ske.
Tjekliste
- Se på størrelsen: noget af det største i haven, tydeligt større end en mejse.
- Kig på næbbet. Gult næb på en helt sort fugl er det sikreste kendetegn, jeg har.
- Se på struben, hvis fuglen er brun: lysere og grålig hos hunnen, ikke sort.
- Læg mærke til, hvor den er. Solsorten er som regel på jorden, ikke på brættet.
- Kig efter sparket bagud i de visne blade – den måde at søge føde på er meget karakteristisk.
- Notér sangen tidligt på året: januar, februar, marts, med klokkeslæt.
- Skriv antal og temperatur sammen, hvis du vil kunne sammenligne med næste år.
- Brug „ubestemt“, hvis lyset er for dårligt til at se næbfarven.