Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Havens fugle › Rødkælken
Havens fugle
Rødkælken
Rødkælken er den eneste fugl i haven, der opsøger mig, mens jeg arbejder. Jeg behøver ikke grave ret længe i bedet ved skuret, før den står to meter fra mig og venter på, at spaden skal vende noget op. Om vinteren, når vestenvinden står lige på og der ikke sidder noget på den åbne side af egen, er det bag skuret, den holder til. Den er lille, 14 centimeter, og den hopper frem i små ryk med en krop, der ser rund ud, fordi den puster fjerene ud i kulden.
Den, der følger efter spaden
Jeg plantede et nyt bed langs skuret i efteråret for fire år siden, og det var dér, rødkælken for alvor blev en del af haven. Jeg havde ikke gravet mange minutter, før den sad på kanten af den omvendte spand og kiggede ned i hullet. Hver gang jeg vendte en spadefuld jord, hoppede den et par skridt nærmere.
Den logik har den holdt fast i lige siden. Det er ikke mig, den er interesseret i, det er det, der bliver vendt op, og den har lært, at der kommer noget frem, når der bliver gravet. Jeg har prøvet at stå stille i et kvarter uden at røre jorden, og så mister den interessen og går ind under buskene igen.
Den 9. november sidste år stod den så tæt på, at jeg kunne se den uden kikkert. Det var 4 grader og stille vejr, og den blev stående i næsten et kvarter, mens jeg flyttede sten. Det er den tætteste fugleoplevelse, jeg nogensinde har haft i min egen have, og den varede kun, fordi jeg ikke rørte mig mod den.
Læ bag skuret, når vestenvinden står på
Fyn har vestenvind det meste af året, og det sætter retningen for, hvor fuglene sidder i min have. Når det blæser hårdt, er der ingenting på den åbne side af egen – hverken mejser eller finker – og foderet bliver liggende urørt i timevis.
Rødkælken løser det ved at flytte sig. Den sidder på jorden på læsiden af skuret, tit helt inde ved fundamentet, hvor der er tørt og næsten vindstille. Det er det eneste sted i haven, hvor jeg med sikkerhed kan finde den på en blæsende dag i januar.
Derfor har jeg lavet en fast vane: på dage med hård vind strør jeg en lille håndfuld havre ind mod skurets væg i stedet for at fylde brættet op. Det blæser ikke væk derinde, og rødkælken finder det på under en time. Det er ikke en metode, jeg har set nogen anbefale. Det er bare noget, jeg begyndte at gøre, fordi alternativet var at se fuglene gå forgæves.
Det røde bryst, og hvad jeg bruger det til
Rødkælken er let at kende, og det er den eneste fugl i haven, hvor jeg aldrig har været i tvivl om arten. Den rødorange farve dækker både bryst, kinder og panden, så fuglen nærmest har en maske på, når den vender sig mod mig. Unge fugle har den ikke – de er plettet brune med en svag begyndende rødme på brystet, og det var forvirrende, før jeg vidste det.
Der går meget snak om, hvor stort det røde felt er, og hvad det siger om fuglen. Det bruger jeg ikke til noget som helst. Jeg har set to fugle med vidt forskellige bryster opføre sig fuldstændig ens, og jeg har ikke grundlag for at sige, at den ene er ældre end den anden.
Det, jeg derimod har haft glæde af, er øjet. Det er stort og meget mørkt, og i gråvejr er det ofte det eneste, jeg kan se tydeligt på ti meters afstand. Sammen med den oprette holdning og de små ryk giver det mig arten, uanset om den røde farve er til at se.
Én ad gangen
Det, der undrede mig mest i begyndelsen, var, at der aldrig var mere end én rødkælk i haven. Ikke to, ikke tre. Kom der en mere ind over plænen, blev den jaget væk næsten med det samme, og ofte med en løbende bevægelse på jorden snarere end et egentligt angreb i luften.
Det mønster har holdt i alle de år, jeg har skrevet ned. I notesbogen står der „1 rødkælk“ ved næsten hver eneste observation, uanset måned og vejr. Den 21. december så jeg to på én gang for første gang, og det varede under et halvt minut, før den ene var væk over hækken.
Jeg kan ikke forklare hvorfor, og jeg gætter ikke. Jeg skriver bare, hvad der skete, og så kan jeg se det igen om ti år, hvis det er anderledes. Det er hele pointen med at føre de noter: at kunne se sin egen fejltagelse i øjnene.
Hvad den tager, og hvad den lader ligge
Rødkælken er kræsen på en måde, som de andre ikke er. Solsikkefrø tager den sjældent, i hvert fald ikke fra brættet. Det, der virker i min have, er små ting: knuste jordnødder, havregryn og det, der falder ned under fedtkuglen, når mejserne hakker i den.
Den foretrækker at tage det fra jorden og ikke fra brættet. Jeg har prøvet at lægge en skål op på brættet med knuste nødder, og den rørte den stort set ikke i tre dage. Da jeg satte den samme skål ned på fliserne under egen, var den tom samme eftermiddag.
Om sommeren ser jeg den næsten ikke ved foderpladsen overhovedet. Så er den inde i buskene og i det hjørne, hvor jeg lader tidslerne stå, og det er sjældent, at jeg får mere end et glimt af den i kikkerten.
Tjekliste
- Kig på jorden først, ikke på brættet – rødkælken sidder næsten altid nede.
- Se efter det rødorange felt, der dækker både bryst, kinder og pande.
- Kig fuglen i øjet: stort, rundt og helt mørkt, også i fladt lys.
- Læg mærke til holdningen: opret krop, små ryk, og halen holdes let løftet.
- Er fuglen brun og plettet uden rødt, er det en ung – notér den som rødkælk alligevel.
- Tjek på læsiden af skuret eller huset på blæsende dage, ikke på den åbne foderplads.
- Skriv ned, om der var en eller to. I min have er det næsten altid kun én.
- Brug „ubestemt“, hvis du kun så en brun fugl i buskene et sekund.