Blåmejsen

Først hører jeg den, så er den væk

Det, jeg lagde mærke til først ved blåmejsen, var ikke dens farve, men lyden. Den har en tynd, høj „tsi-tsi“, næsten mere en lyd fra et insekt end fra en fugl, og den kommer som regel fra toppen af egen et par sekunder, før der overhovedet sidder noget på brættet. Når jeg hører den, ved jeg, at der er et par minutter til, at de andre kommer.

Selv er jeg ikke særlig hurtig med kikkerten. Otte gange forstørrelse på en fugl, der hopper i små ryk inde i en gren, giver mig tit kun et glimt af blåt og en hale, der forsvinder opad. I starten troede jeg, at det var mig, der var dårlig til det. Det er jeg sikkert også, men det hjalp at indse, at blåmejsen simpelthen ikke sidder stille i mere end nogle få sekunder ad gangen.

Det, der virker for mig, er ikke at følge den. Jeg stiller kikkerten på det sted, den plejer at lande på, og venter. Så kommer den til mig, i stedet for at jeg skal nå den.

Fedtkuglen er dens

Hvis der er én ting i haven, der tilhører blåmejsen, er det fedtkuglen i nettet, der hænger i den ene ende af brættet. Den lander direkte på den, griber fat i nettet med fødderne og hænger nærmest lodret, mens den hakker. Jeg har set den blive hængende i over ti sekunder, hvilket er længe for den fugl.

Musvitten kan også finde på at komme på fedtkuglen, men den gør det anderledes: den sætter sig på toppen og hakker nedad i stedet for at hænge på siden. Det er en af de forskelle, der er nemmest at se, fordi begge fugle tit er der på samme tid.

Da jeg en vinter glemte at købe fedtkugler og kun fyldte solsikkefrø på, faldt antallet af blåmejser mærkbart. Fra tre eller fire om dagen til én, og den blev heller ikke hængende ret længe. Det er kun én vinter i én have, men det var nok til, at jeg altid har en kugle hængende fra november til marts.

Den blå isse, når lyset er fladt

En stor del af det, jeg ser i Odense om vinteren, ser jeg i gråvejr. Vinterdagene ligger typisk mellem 0 og 5 grader, og det bliver sent lyst, så der er sjældent rigtig sol på fjerdragten. I det lys går blåmejsens blå isse næsten i sort, og den blå vinge bliver mørkegrå. Jeg har flere gange stået og været i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var en blåmejse.

Det, der redder mig hver gang, er hovedet. Den mørke stribe gennem øjet og den lyse kind på hver side giver et meget tydeligt mønster, selv i det fladeste lys, fordi det handler om lys og mørkt og ikke om farve. Det samme gælder den gule underside uden nogen stribe, som lyser op, når fuglen vender sig.

Det er derfor, jeg er holdt op med at starte på farverne. Facon og mønster er der hele tiden; farven afhænger af, hvordan vejret er den dag.

Sådan skelner jeg den fra musvitten

Når de to sidder på brættet samtidig, er det letteste at se på størrelsen, men det kræver, at man har begge fugle i kikkerten på én gang, og det har man sjældent. Det, jeg bruger oftest, er tre ting i rækkefølge.

• Hovedet: blå isse med en mørk stribe gennem øjet – ikke sort hætte.
• Undersiden: gul og helt ren, uden den mørke længdestribe, musvitten har.
• Måden at spise på: blåmejsen hænger i foderet, musvitten bærer det væk.

Derudover er der bevægelsen. Blåmejsen flytter sig i små, hurtige hop og kan gå ned ad stammen med hovedet først, hvilket jeg aldrig har set musvitten gøre i min have. Den kan også sidde på de tyndeste kviste helt ude i spidsen af grenene, hvor der ikke er plads til en fugl på 14 centimeter.

Redekassen, der stod tom i tre år

Jeg satte en redekasse op i det første år, jeg boede her, og valgte stedet, fordi det så pænt ud fra terrassen. Der kom ikke en eneste fugl i tre sæsoner. Da jeg endelig flyttede den to meter – væk fra eftermiddagssolen og ind med åbningen vendt mod nordøst – var det en blåmejse, der tog den i brug den følgende april.

Jeg fulgte det meste fra køkkenvinduet, fordi jeg ikke ville forstyrre. Der gik omkring to uger fra den første redemateriale-kørsel til, at hunnen sad fast, og derefter var der stille i lang tid. Jeg skrev hver dag ned, hvad jeg så, og det er stadig nogle af de bedste sider i notesbogen, fordi jeg var disciplineret nok til ikke at gætte på det, jeg ikke kunne se.

Det har jeg skrevet mere om på siden om redekassen. Her skal det bare stå, fordi blåmejsen er den eneste art, der har brugt den i min have.