Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Foderpladsen › Stillitsen
Foderpladsen
Stillitsen
Stillitsen kom først for alvor i min have i det tredje år, jeg fodrede. Før den tid så jeg den et par gange om efteråret, altid på vej videre. Det, der fik den til at blive, var et lille rør med nysefrø, som jeg hængte op ved siden af brættet. Nu sidder der tit tre eller fire i toppen af egen, altid sammen, og de kommer sjældent ned på selve brættet. De venter, til der er ro, og så lander de på tidslerne i det hjørne, jeg har ladet stå.
Først når solsikkefrøene er ved at være tømt
Der er et mærkeligt mønster ved stillitsen, som jeg har set gentage sig i flere år. Den dukker ikke op om morgenen, når brættet er fyldt. Den kommer midt på formiddagen, tit mellem ti og tolv, når der kun ligger skaller og småstumper tilbage, eller når røret med nysefrø er ved at være halvtomt.
Jeg har ikke nogen forklaring på det. Men det er så konsekvent, at jeg er begyndt at fylde det lille rør op separat og lade det være det eneste sted, der er mad på de tidspunkter. Så kommer den, og den bliver hængende i en halv times tid sammen med tre-fire andre.
Den 18. februar talte jeg fem på én gang i toppen af egen, hvilket er det højeste, jeg har noteret. Det var 3 grader, svag vind fra vest, og solen var fremme for anden dag i træk – om det betyder noget, ved jeg ikke, men det står der nu.
Tre eller fire i toppen af egen
Stillitsen er den mest selskabelige af de små fugle i haven. Jeg ser den næsten aldrig enkeltvis. Typisk sidder der tre eller fire i den yderste del af egen, på de tynde grene, hvor de kan nå ud til de sidste frøstande, og de flytter sig i flok, når de bliver skræmt.
Når de letter, gør de det på én gang med en lille bølgende flugt, der er let at kende: de falder nedad i en bue, stiger igen, og falder igen. Ingen anden fugl i min have flyver sådan. Selv på lang afstand kan jeg se, at det er dem, før jeg overhovedet kan se farverne.
Den slags bevægelse er det, jeg stoler mest på i det flade vinterlys her i Odense. Farverne forsvinder, men faconen og flugten er der hele tiden, uanset om der er sol eller gråvejr.
Det gule bånd
Sidder stillitsen stille, er det gule bånd tværs over vingen det første, jeg leder efter. Det sidder på den sorte vinge som en bred stribe og er tydeligt, selv når fuglen sidder med sammenlagte vinger. Sammen med den røde maske i ansigtet og den sorte isse giver det et meget skarpt mønster.
I flugten er det noget andet: så er båndet det eneste, der lyser op. Jeg har flere gange set en flok trække hen over haverækken uden at kunne se andet end gule streger, der blinker, når vingerne vender.
Ungfuglene har ikke den røde maske i begyndelsen af sæsonen, kun et gråligt hoved med et svagt gult bånd. Det tog mig et helt år at opdage, og indtil da troede jeg, at jeg havde set en eller anden lille, kedelig fink, jeg ikke kunne sætte navn på.
Lyden, der gav fuglen navn
Stillitsen har en stemme, som jeg hører langt oftere, end jeg ser fuglen. Det er et kort, klart „stiglit“ med trykket på den sidste stavelse, og det bliver gentaget igen og igen, mens flokken sidder i toppen af træet. Nogle gange hører jeg den, mens den flyver over haven uden at lande.
Det var faktisk lyden, der fik mig til at kigge op første gang. Jeg stod og fejede blade sammen i november og hørte noget, der lød som metal mod metal, og oven over mig sad der fire fugle, jeg aldrig havde lagt mærke til før.
Jeg skriver altid ned, hvad jeg hørte, mens jeg står der, og ikke bagefter. Det lyder banalt, men det er den eneste grund til, at mine noter overhovedet er brugbare. Hukommelsen fra i går er væsentligt dårligere end en sætning på papir.
Hjørnet, jeg lod være
Den største ændring i min have var ikke noget, jeg lavede, men noget, jeg lod være med at lave. Bagest i det nordlige hjørne stod der en tidsel, som jeg i to år rev op hver sommer. Det tredje år gad jeg ikke, og der gik ikke mange uger, før der sad stillitser i den.
Nu får det hjørne lov at stå. Det er ulækkert at se på i december, og det er fyldt med frøstande, der er gået i opløsning, men det er det sted i haven, hvor jeg ser flest småfugle i den hårde tid. Der står også en høj, tør stilk fra en staudes, som de bruger som udkigspost, før de går ned på brættet.
Jeg har også prøvet at så noget derude, som skulle tiltrække dem. Det kom aldrig op. Det, der virkede, var at holde op med at rydde, hvilket er en del mindre arbejde.
Tjekliste
- Hør efter det korte, klare „stiglit“ fra toppen af træerne, før du kigger.
- Kig på vingen: et bredt, gult bånd på tværs af en ellers sort vinge.
- Se på hovedet: rød maske i ansigtet, sort isse, hvide kinder.
- Unge fugle mangler den røde maske – notér dem efter vingebåndet i stedet.
- Læg mærke til flugten: bølgende, op og ned, i små flokke på tre til seks.
- Tjek de høje frøstande og tidslerne før selve foderbrættet.
- Brug et rør med nysefrø i stedet for solsikkefrø, hvis du vil have dem tættere på.
- Hvis du kun ser en gul stribe i flugten og intet andet, så skriv „ubestemt“.