Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Havens fugle › Musvitten
Havens fugle
Musvitten
Musvitten er den fugl, der sidder på foderbrættet, før jeg overhovedet har fået kaffen på. I december er der mørkt til hen ad otte her i Odense, og fra køkkenvinduet kan jeg følge brættet under egen uden at gå udenfor. Det er næsten altid en musvit, der er først. Den tager ét solsikkefrø, ikke to, og flyver ind i egen med det. Et halvt minut efter er den tilbage efter det næste. Den rytme har jeg set så mange gange, at jeg sommetider kan høre på den lille tikkelyd fra barken, at den er der, uden at kigge op.
Først på brættet, sidst i egen
Der er en bestemt rytme i musvittens morgen, som jeg først lagde mærke til, fordi jeg blev ved med at tabe den af syne. Klokken er som regel mellem kvart i otte og otte, når jeg ser den første. Den lander på kanten af brættet, sidder stille i et par sekunder – det gør næsten ingen af de andre – og tager så et enkelt solsikkefrø.
Så er den væk, ind i egen, og der går sjældent mere end et halvt minut, før den er tilbage. Jeg tror, den sidder på en bestemt gren og hamrer skallen op, for den vender næsten altid tilbage fra den samme side af træet. En formiddag i januar talte jeg efter: fireogtyve ture, mens der lå tynd rim på brættet.
Når musvitten først har fundet frøet, bliver hele besøget kort. Det er det, der adskiller den fra bogfinken, som kan blive stående under brættet i flere minutter og hakke i det, der er faldet ned.
Frøet, der bliver båret væk
Det mest karakteristiske ved musvitten i min have er ikke udseendet, men at den næsten aldrig spiser på stedet. Jeg har set den tage frøet og flyve femten meter væk til en gren inde i egen, hvor der sidder en lille revne i barken. Der klemmer den frøet fast med fødderne og hakker skallen op med næbbet, mens den holder hovedet på skrå.
Det tager typisk ti til tyve sekunder, og bagefter er den tilbage efter det næste. På en enkelt formiddag kan den nå mange ture, og det er grunden til, at brættet bliver tomt hurtigere, end jeg havde regnet med: det er ikke fuglene på brættet, der tømmer det, det er musvitten, der bærer det væk.
Jeg prøvede en vinter at lægge foderet i en lukket beholder med et lille hul i siden. Så holdt musvitten op med at komme i to dage, før den fandt ud af det. Det er ikke en regel, jeg vil slå fast – det er bare det, der skete i min have.
Striben på brystet, som jeg holdt op med at bruge
Musvittens underside er gul med en mørk stribe på langs ned midt på. I felthåndbogen fra 2016 står der noget om, at stribens bredde kan sige noget om fuglen selv, og i nogle år gik jeg og troede, at jeg kunne skelne hanner og hunner på den. Det kan jeg ikke. Jeg har set to fugle med vidt forskellig stribe sidde helt tæt sammen uden at vise noget som helst, der lignede en forskel i adfærd.
Nu bruger jeg striben til én eneste ting: at kende musvitten fra blåmejsen, når de sidder i den samme gren i modlys. Blåmejsen har ingen stribe. Den har et blåt bånd over issen i stedet, og det bånd er der altid, også når farverne ellers forsvinder i gråvejr.
Skriver jeg noget ned, som jeg ikke er sikker på, skriver jeg „ubestemt“. Det har jeg gjort i ti år, og det er stadig den eneste fremgangsmåde, der har virket for mig.
Musvit og blåmejse på det samme bræt
De to sidder tit på brættet samtidig, og det er den letteste måde at se forskellen på, fordi størrelsen står direkte ved siden af hinanden. Musvitten er den klare: 14 centimeter mod blåmejsens 11, og den vejer omkring det dobbelte. Når musvitten lander på det lille bræt, giver det sig en anelse. Det gør det ikke ved blåmejsen.
Bevægelsesmønstret er også forskelligt. Blåmejsen kaster sig ud på fedtkuglen og hænger i den; musvitten tager frøet og går. Og når der bliver trængsel, er det næsten altid musvitten, der vinder pladsen. Den flytter sig ikke, den bliver stående og venter til der bliver ledigt.
I hård vestenvind sidder ingen af dem på den åbne side af egen. Så flytter jeg noget af foderet i læ bag skuret, og der dukker de begge to op igen i løbet af en halv time.
Det, der står i bogen
Jeg skriver ikke antal hver dag, men om vinteren gør jeg det som regel. Den 14. januar i år: fire musvitter på brættet klokken 8.05, gråvejr, 2 grader, svag vind fra vest. Den 3. februar: to, og solen var fremme for første gang i elleve dage. Jeg kan ikke se noget mønster i det endnu, men det er præcis derfor, jeg bliver ved med at skrive det ned. Om tre år kan jeg måske.
I marts og april bliver der pludselig færre. Der går gerne en uge eller to, hvor jeg kun ser én ad gangen, og så er de tilbage i maj med unger, der sidder på grenen uden for redekassen og ryster med vingerne. De unge har mattere sort på hætten end de voksne, det har jeg set så mange gange, at jeg er begyndt at stole på det, når jeg står med kikkerten.
Mere end det har jeg ikke at sige om den. Det her er en notesbog, ikke en undersøgelse.
Tjekliste
- Kig på størrelsen først: er fuglen tydeligt større og tungere end en blåmejse, er du allerede langt.
- Se efter den sorte hætte, der går ned i nakken, og et sort felt på hagen.
- Vend blikket mod undersiden: gul med én mørk stribe på langs. Ingen stribe, ingen musvit.
- Læg mærke til, hvad den gør med frøet. En musvit tager det som regel med sig ind i et træ.
- Lyt efter de korte, hakkende „si-si-si“-lyd, tit gentaget flere gange i træk fra egen.
- Kig på benene, hvis lyset er til det: de er mørkt grå, ikke lyse.
- Skriv antal, klokkeslæt og vejr ned, mens du står der – også de dage, hvor du kun så én.
- Er du i tvivl, så skriv „ubestemt“ i stedet for at vælge det, der ligner mest.