Redekassen, der stod tom i tre år

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Kassen hang på den pæne side af egen i tre sæsoner, fra marts 2019 til oktober 2021, og der kom ikke en eneste fugl i den. Jeg kunne se den fra køkkenvinduet, mens kaffen løb igennem, og det var præcis derfor, den sad dér: den sad, hvor jeg kunne se den, ikke hvor fuglene ville have den. Da jeg flyttede den to meter rundt om stammen, sænkede den og vendte hullet væk fra vestenvinden, gik der et halvt år, før en musvit satte sig på kanten af hullet med mos i næbbet. Her er, hvad jeg tror, der gik galt de tre første år, og hvordan kassen sidder i dag.

Det korte af det lange

Hullet skal vende væk fra den vind, der kommer mest. Hos mig er det vestenvinden, og den kommer med regnen ind ad hullet.
Hæng kassen i to til tre meters højde, ikke højere. Mine tre første år var den alt for højt oppe.
Den skal sidde helt fast. En kasse, der gynger i blæst, bliver valgt fra, uanset hvor pænt den sidder.
Vælg placeringen efter fuglen, ikke efter udsigten fra dit køkkenvindue – det var min dyreste fejl, og den kostede tre sæsoner.
Tøm den gamle rede ud i oktober, og rør den ikke igen før næste forår.

Der, hvor den hang først

Kassen kom op i marts 2019. Jeg havde købt den i et byggemarked i Odense, ubehandlet fyr og et hul på 32 millimeter, og jeg satte den op på den side af egen, der vender ind mod huset. Det var et bevidst valg, og det var et dårligt et. På den side kunne jeg se den fra køkkenvinduet, og hele pointen med kassen var, at jeg kunne følge med i den uden at gå ud.

Vestenvinden står på det meste af året på Fyn, og på den her side af stammen stod hullet lige ud i den. Når det regnede – og det gør det en del i en januar i Odense – kom regnen ind ad hullet sammen med vinden. Da jeg endelig flyttede kassen i oktober 2021, var bundpladen mørk og blød i det ene hjørne, og træet indvendig var fugtigt at røre ved. Tre sæsoner, tre gange ingenting. Jeg havde valgt udsigten frem for fuglen.

To meter rundt om stammen

Det, jeg ændrede, tog tyve minutter. Jeg flyttede kassen til nordsiden af stammen, så hullet vender mod nordøst og væk fra den vind, der kommer mest. Jeg sænkede den fra godt tre meter til lidt over to: jeg havde sat den højt, fordi jeg tænkte, at højt måtte være bedst, men der var ikke noget i de tre år, der tydede på det. Det eneste, højden gav mig, var en kasse, jeg ikke kunne komme til uden stige.

Så skruede jeg den ordentligt fast. Før sad den på to søm, og den gyngede, når det blæste – jeg kunne se det fra køkkenvinduet, og jeg gad bare ikke gøre noget ved det. Nu sidder den med to skruer og et stykke ståltråd om stammen, og tråden får et eftersyn hver oktober, for egen vokser, og tråden skærer sig ind i barken, hvis jeg glemmer den i to år i træk. Der kom også en tynd gren lige under hullet, som fuglene kan lande på, før de går ind. Den gren var der ikke i 2019.

Det fjerde forår

I slutningen af marts 2022 så jeg en musvit sidde på kanten af hullet med mos i næbbet og så forsvinde ind. Jeg skrev det i notesbogen med dato og et stort udråbstegn, for det var fire år siden, jeg satte kassen op.

De næste uger brugte jeg køkkenvinduet til det, det faktisk er godt til: at se fuglene komme og gå uden selv at gå ud til dem. Fra midten af april gik der ikke mere end et par minutter mellem ture med føde i næbbet, og det var dér, tempoet gik op for mig. De første dage, efter ungerne er kommet, er der stille ved kassen; så stiger rytmen, og den bliver ved. Jeg åbnede aldrig låget. Jeg stod aldrig under træet og kiggede op i hullet.

Jeg ved ikke engang, hvor mange unger der fløj det år, for jeg talte dem ikke. Jeg så to små musvitter på foderbrættet i begyndelsen af juni, dunede og usikre, mens en gammel fugl blev ved med at komme med solsikkefrø til dem. Det var rigeligt for mig.

Oktobereftersynet

Engang i oktober, når bladene er af egen, tager jeg det lille trappetrin med ud. Fire ting går jeg efter: sidder tråden stadig løst nok om barken, er tagpladen tør indvendig, er der noget i bunden, der skal ud, og sidder skruerne fast?

En enkelt gang fór der hvepse ud, da jeg løftede låget. Jeg lukkede det igen med det samme og lod kassen være. Det, der er levende derinde, får lov at sidde, til vinteren har taget det – det er ikke mig, der skal fjerne noget, og det er ikke noget, jeg bilder mig ind at kunne.

Jeg vasker ikke kassen ud, børster ikke, bruger ikke noget som helst i den. Den bliver tømt og lukket. Det er hele rengøringen, og den tager fem minutter.

Det, der aldrig kom til at virke

Jeg har prøvet to opsætninger mere, og ingen af dem blev brugt. En kasse med åben front under tagskægget på skuret stod der i tre år og samlede blade og edderkopper, men ikke en fugl. En kasse på naboens hegn mod syd stod i fuld sol fra middag til aften; også tom.

Jeg har ikke nogen bedre forklaring end den her: fuglene bestemmer selv, og mit bud på, hvor de ville bo, ramte ved siden af to gange ud af tre. Det eneste, jeg har lært af de to tomme kasser, er at holde op med at tro, at jeg ved det på forhånd.

Den på egen har haft unger tre år i træk nu. Det er én redekasse i én have på 200 kvadratmeter i Odense – ikke et bevis på noget som helst.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg satte kassen, hvor den var pæn at se fra køkkenvinduet, ikke hvor den var tør og i læ. Tre sæsoner uden fugl. Nu vælger jeg placeringen efter vind og læ og accepterer, at jeg kun ser kassen på skrå.
Hullet vendte mod vest, lige ud i vestenvinden og den regn, der følger med. Bundpladen var blød og fugtig, da jeg flyttede den. Nu sidder hullet mod nordøst.
Jeg satte den i tre meters højde, fordi jeg havde en fornemmelse af, at højt var bedst. Det eneste, det gav, var besvær ved eftersynet. Nu hænger den lidt over to meter oppe.
Kassen sad på to søm og gyngede i blæst. Jeg kunne se det fra vinduet i to år uden at gøre noget. Nu sidder den med to skruer og ståltråd, og tråden bliver set efter hver oktober, fordi den skærer sig ind i barken.
Jeg åbnede låget en gang i maj, det første år der var fugle i den, fordi jeg bare ville se. Fuglene holdt sig væk det meste af to dage. Nu gælder en regel, der ikke er til at rokke ved: låget bliver lukket fra marts til oktober.
Jeg glemte ståltråden i to år, og den begyndte at skære sig ind i barken på egen. Det nåede ikke at blive alvorligt, men det kunne være gået galt. Derfor står oktobereftersynet i notesbogen som en fast aftale med mig selv.