Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Kyst og vadområde › Gravanden
Kyst og vadområde
Gravanden
Næsten så stor som en gås, men med en fløjte i stemmen i stedet for et gak. Sådan har jeg beskrevet gravanden for mig selv i årevis, og det er stadig det, jeg falder tilbage på. Den er ikke en gås, den er en and, men den fylder som en, og den opfører sig heller ikke som en and: den går rundt på vaden og græsser, den svømmer ikke hele tiden. Og den holder sammen. Det par, jeg ser langs kysten, dukker op de samme tre steder, sæson efter sæson.
De tre steder, der altid er de samme
Jeg har tre steder langs kysten, hvor jeg næsten altid kan finde gravænder, og de har været de samme i mange år. Det ene er en mudderflade inde i et nor, det andet er en strandeng med får på, det tredje er en lav sandtange, der kun er tør i et par timer ved lavvande. Jeg skriver ikke stederne ned med navn andre steder end i bogen, for jeg har oplevet, at der kommer for mange mennesker, når man gør det.
Det er ikke tilfældigt, at de er der. Grunden er den samme alle tre steder: lavt vand med blød bund, hvor de kan gå rundt og sile føde op gennem næbbet. På de stræk, hvor vandet bliver dybt med det samme, ser jeg dem aldrig stå.
Jeg tjekker altid vandstanden, før jeg tager afsted. Det gør jeg, fordi jeg én gang gik for langt ud på en sandbanke uden at have læst tabellen ordentligt og sad fast i fyrre minutter, før jeg kunne gå tørskoet tilbage. Siden har jeg skrevet klokkeslættet for højvande på en seddel i lommen.
Fløjten, der ikke er et gak
Det, der fik mig til at forstå, at gravanden ikke var en gås, var stemmen. En gås siger noget, der lyder som et gak. Gravanden fløjter: et lyst, gentaget „ark-ark-ark“, der bærer langt over vandet. Det er tit det, jeg hører først, mens fuglene stadig er et par hvide streger i horisonten.
Hunnen har også et mere snadrende, nasalt kald, som jeg i starten slet ikke satte i forbindelse med den samme fugl. Det lød for mig som en helt anden art, og det var først da jeg så to fugle sidde ved siden af hinanden og skiftes til at lave de to slags lyde, at det gik op for mig.
Jeg skriver lyden ned, som jeg hører den, ikke som der står i felthåndbogen fra 2016. Det giver ingen mening at skrive en lyd af, man ikke selv har hørt.
Hvid med et rustbrunt bånd
I kikkerten er gravanden næsten for let: hvid krop, mørkt hoved med grønlig glans, et rustbrunt bånd tværs over brystet, rødt næb og lyserøde ben. Båndet er ikke på undersiden, som man først tror, men tværs over brystet og lidt op på ryggen.
Det, jeg brugte længst tid på at forstå, er ungerne og ungfuglene. De har ikke båndet. De er gråbrune ovenpå med hvidt i ansigtet, og første gang jeg så to voksne med en halv snes ungfugle bag sig på vaden, troede jeg, der var tale om to arter. Jeg skrev „ubestemt“ ud for de små og brugte resten af eftermiddagen på at finde ud af, hvad det var.
Om foråret får hannen en lille knude forrest på næbbet. Jeg kan ikke se den på mere end tyve meters afstand, så jeg bruger den ikke til noget som helst. Jeg kønsbestemmer ikke gravænder, medmindre de står meget tæt på og gør det åbenlyst selv.
Sidst på sommeren er de pludselig væk
Der er en periode hvert år, typisk fra sidst i juli og en måned frem, hvor mine gravænder forsvinder fra de tre steder. Det er fældningen. De samles i store flokke et helt andet sted og kan ikke flyve i nogle uger, mens de nye fjer vokser ud. Første år det skete, troede jeg, jeg havde gjort noget forkert, eller at de var trukket bort for altid.
Så er de tilbage. Og de år, hvor der har været unger, kommer de tilbage med dem – tit i store blandede grupper, hvor flere kuld går sammen, mens de voksne holder sig i udkanten. Jeg har set op mod tredive unger bag to voksne fugle, og det eneste, jeg kunne tænke, var, hvor dårligt jeg ville have haft det med at holde styr på dem.
Det er den tid på året, hvor min bog får de største tal, og også den tid, hvor jeg er mindst sikker på dem. Tredive bevægelige fugle i fladt lys er ikke noget, jeg kan tælle korrekt.
Det, der står i bogen
Den 3. november i fjor: seks gravænder på mudderfladen, to af dem i luften og rundt tre gange, før de lagde sig igen. Den 19. januar: to, og de stod helt stille i læ af diget hele den tid, jeg var der. Den 14. februar: ingen. Jeg ved ikke, hvorfor de ikke var der den dag, og jeg skriver ikke et gæt.
Det, jeg kan se af mine egne sider efter ti år, er ikke særlig dramatisk: de er der om vinteren, de forsvinder en måned om sommeren, og de kommer tilbage. Det er det hele. Jeg har ingen forklaring på hvorfor, og jeg leder heller ikke efter en.
Mere har jeg ikke at sige om den. Det her er mine egne noter fra et par timer ad gangen ved kysten, skrevet af en, der har fri fra et bibliotek i Odense og bruger friheden på at stå stille med en kikkert.
Tjekliste
- Hør efter først: et lyst, fløjtende „ark-ark-ark“ bærer længere end fuglen ses.
- Tjek størrelsen mod en and i nærheden. Gravanden er tydeligt større og mere højbenet.
- Se efter det rustbrune bånd tværs over brystet – ikke på undersiden.
- Kig på hovedet: mørkt med grønlig glans, ikke sort som hos en strandskade.
- Læg mærke til ungfuglene: gråbrune med hvidt i ansigtet og uden bånd. De følger de voksne.
- Vær opmærksom i august: er de væk fra de vante steder, er de sandsynligvis til fældning et andet sted.
- Skriv klokkeslættet for højvande på en seddel, før du går ud, og beslut på forhånd, hvornår du vender om.
- Kan du ikke bestemme en fugl sikkert, så skriv „ubestemt“ frem for at gætte.