Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Kyst og vadområde › Strandskaden
Kyst og vadområde
Strandskaden
Sort, hvid og med et næb, der lyser orange langt væk. Når jeg kommer ud til kysten, er det strandskaden, jeg begynder med at kigge efter, ikke fordi den er sjælden, men fordi den fortæller mig noget om bunden. Hvor strandskaderne går, er der som regel blødt: mudder, vådt sand, muslingebanker, der kun er synlige ved lavvande. På de hårde stenstræk ser jeg dem næsten aldrig. Det er min egen tommelfingerregel, ikke mere end det, men den har holdt i de år, jeg har skrevet ned.
Pejlemærket: hvor de går, er der blødt
Når jeg kommer ud til kysten, kigger jeg først ned, ikke ud. Jeg leder efter det sted, hvor strandskaderne står. Det lyder omvendt – man skulle tro, man kigger på fuglen og så finder ud af, hvad den står på – men i praksis er det nemmere den anden vej. Hvor der står strandskader, er der næsten altid blød bund: mudder, vådt sand, muslingebanker, der kun er dækkede nogle timer ad gangen.
Jeg har brugt det som rettesnor på ture ude ved Enebærodde og i noret på den anden side af Fyn. På de stræk, hvor bunden er hård og stenet, står de ikke. Der er ingen grund til det, for der er ingenting at stikke efter. Så går jeg videre, til jeg ser dem igen, og dér bliver jeg stående.
Det er ikke en regel, jeg har fra nogen. Det er noget, jeg lagde mærke til, fordi jeg blev ved med at gå forgæves på de samme stenstræk år efter år, uden at nogen havde fortalt mig hvorfor.
Næbbet: to måder at bruge det på
Alle strandskader har det orange næb, men de bruger det ikke ens. Nogle åbner muslinger ved at slå skallen op eller hakke et hul i den; andre stikker næbbet ned i mudderet efter orme og små krebsdyr. Det kan man faktisk se på selve næbbet: de, der går i muslinger, får et kort og stumpt næb af al den banken, mens dem, der stikker i blød bund, får et længere og mere spidst et.
Jeg kan ikke altid se det i kikkerten. Otte gange forstørrelse og en fugl på fyrre meters afstand gør ikke forskellen tydelig, og når lyset er fladt, som det er det meste af vinteren her på Fyn, ser jeg det slet ikke. Men de gange, jeg har stået tættere på end planlagt, har jeg set næb, der var tydeligt slidte og stumpe, og andre, der var næsten nåleformede.
Jeg skriver ikke ned, hvilken type en given fugl er. Jeg har prøvet, og jeg ramte forbi for mange gange. Nu nøjes jeg med at skrive antal og lade resten være.
Sort og hvid er ikke nok
På afstand er strandskaden let nok: sort ovenpå, hvid under, orangerødt næb, lyserøde ben. Det er kontrasten, der gør den til noget særligt, fordi den kan ses i modlys, hvor alt andet bliver til en skygge. Der er dage i januar, hvor strandskaden er den eneste fugl på hele vaden, som jeg tør sætte navn på.
Men der er to ting, der har reddet mig fra at skrive den forkerte fugl i bogen. Den ene er halsen: voksne strandskader får en hvid ring tværs over halsen om vinteren, så det sorte hoved ser ud til at sidde med lidt afstand til det sorte bryst. Om sommeren er ringen væk. Den anden er ungfuglene: de har brunlig ryg i stedet for sort, et mørkt felt yderst på næbbet og ben, der er grålige i stedet for lyserøde.
Første gang jeg så en ungfugl, skrev jeg „ubestemt“ og var irriteret over det i dagevis. Det tog mig en hel sæson at finde ud af, hvad det var, jeg havde set. Det er sådan, min bog bliver tykkere.
Lyden kommer før fuglen
Strandskaden er højlydt, og den er det længe før man overhovedet får øje på den. Kaldet er et skarpt, gentaget „klib“ – i min bog står det nogle gange som „klyp“, fordi jeg aldrig har kunnet bestemme mig for, hvordan det skal staves. Når der er mange på én gang, bliver det til en urolig hvæsen, der ligger hen over hele vaden.
Om foråret kommer der en helt anden lyd til: en lang, trillende hvæsen fra fugle, der løber rundt på jorden med næbbet pegende nedad og vingerne en anelse løftede. Det er revirhævdelse. Første gang jeg hørte det, troede jeg, det var en anden art, fordi det lød så anderledes end det kald, jeg kendte. Jeg stod og ledte efter en fugl, der ikke var der.
Jeg skriver altid ned, hvad jeg hørte, mens jeg står der. Det har jeg gjort, siden jeg to år i træk skrev løvsanger og gransanger i den forkerte kolonne, fordi jeg kiggede i stedet for at lytte.
Det, der står i bogen
Jeg skriver ikke meget ned fra kystturene, men tre-fire linjer: dato, sted, klokkeslæt, antal og vejr. Den 12. februar: elleve strandskader på vaden, lavvande, 3 grader, svag vestenvind. Den 8. april: to, og de blev ved med at kalde og flyve op, hver gang jeg nærmede mig. Det sidste har jeg lært at tage alvorligt.
For et par år siden stod jeg for længe et sted, hvor et par havde unger. De skreg, til jeg gik. Jeg forstod det ikke dengang, men jeg forstod det bagefter, og nu vender jeg om, så snart kaldene bliver ved. Der er ingen grund til at blive stående for at få et bedre kig.
Efteråret er den tid, hvor jeg ser flest på én gang – tit i små flokke på de samme sandtanger, lige før mørket. Mere end det har jeg ikke. Det her er en notesbog fra en, der tager til kysten, når der er tid til det, ikke en optælling af noget som helst.
Tjekliste
- Kig ned først: hvor strandskaderne står, er der blød bund. De stræk, hvor de mangler, er som regel stenede.
- Tjek kontrasten: sort ovenpå, hvid under og et orangerødt næb. Det ses i modlys, hvor farver ellers forsvinder.
- Se på benene, hvis du kan komme tæt nok på. Voksne har lyserøde ben, ungfugle grålige.
- Kig efter den hvide halsring om vinteren – den sidder som en krave neden under det sorte hoved.
- Lyt efter det skarpe „klib“, tit gentaget flere gange i træk. Det høres længe før fuglen ses.
- Læg mærke til afstanden, de holder. Bliver de ved med at kalde og flyve op, så gå en bue udenom.
- Skriv antal, klokkeslæt, vejr og vandstand ned med det samme – også de dage, hvor du kun så to.
- Er du i tvivl om, hvad du så, så skriv „ubestemt“ i stedet for at vælge det, der ligner mest.