Forside › Fugle, jeg har skrevet om › Kyst og vadområde › Skarven på pælene
Kyst og vadområde
Skarven på pælene
Skarven på pælene ved havnen har siddet der, så længe jeg har gået den tur. Længe troede jeg, den sad og frøs, og jeg var helt sikker på det: en sort fugl, der står stille med vingerne ude til siden i vestenvinden, måtte da være kold. Det er den ikke. Den får fjerene tørre igen. Det tog mig et par år at finde ud af, og det er stadig det første, jeg fortæller, hvis nogen spørger, hvad den dog laver derude.
Vingerne ude til siden er ikke kulde
Grunden til, at skarven sidder på pælen med vingerne bredt ud, er at dens fjerdragt ikke er helt vandtæt på samme måde som hos en and. Den kan blive våd helt ind til kroppen, og det er der en fordel i: mindre luft i fjerene betyder mindre opdrift, og så er det lettere at komme ned under vandet og blive der noget tid.
Prisen er, at den skal tørre bagefter. Derfor sidder den der, ubevægelig, med vingerne ud fra kroppen og hovedet opad, tit i tyve minutter eller mere. Nogle gange vender den sig en halv omgang, så den anden side også får vind på.
Jeg troede altså, den frøs. Det er den slags fejl, der bliver siddende, fordi den lyder rigtig. Det var først, da jeg så en fugl gøre det samme på en dag med 14 grader og sol, at det ikke hang sammen længere.
En sort fugl, der ikke er sort
I fladt lys ser skarven ud til at være helmørk, og det er den også langt hen ad vejen. Men kom tættere på i ordentligt lys, og kroppen har en broncegrøn glans, og vingerne har et fint, skællet mønster af mørke kanter på hver fjer. Det er det mønster, der gør, at en fugl på pælene ikke længere ligner en sort klump, når solen står rigtigt på den.
Om foråret får den lyse partier: et hvidt felt på kinden eller ved låret og lyse fjertråde på hovedet. Det varierer, hvor tydeligt det er, og jeg har opgivet at bruge det til at skelne de to former for skarv fra hinanden. Jeg har prøvet i tre sæsoner, og jeg kan ikke gøre det sikkert på den afstand, hvor jeg ser dem. Jeg skriver bare skarv.
Næbbet er langt med en tydelig krog yderst, og huden ved næbroden er gullig. Det er det bedste kendetegn på en fugl i vandet, hvor kun hoved og hals er over overfladen.
Fisken, der skal vendes
Skarven fisker under vand og kommer op med fisken på tværs i næbbet. Det tager som regel ikke ret lang tid, før den begynder at arbejde med den: den kaster den op i luften, griber den igen, kaster den igen. Den skal have fisken til at vende, så den kan sluge den med hovedet først.
Når det lykkes, går der et par sekunder, og så er fisken væk, og fuglen dykker igen. Når det ikke lykkes, kan det trække ud – og det er der, mågerne holder øje. Jeg har set en sølvmåge stjæle en fisk lige foran næbbet på en skarv, to gange i træk, og skarven dykkede bare igen i stedet for at slås.
Hvad fisken er, kan jeg næsten aldrig se. En gang imellem er den så stor, at halen stadig stikker ud af næbbet, mens fuglen sidder og arbejder med den. Mere ved jeg ikke, og jeg skriver ikke et artsnavn på et glimt af en sølvfarvet krop.
Kolonien, og det jeg ikke blander mig i
Skarven yngler i kolonier, og det kan ses langt væk: træerne i toppen bliver lyse af ekskrementer, og på et tidspunkt holder grenene op med at kunne bære rederne. Jeg har set en koloni flytte fra den ene sæson til den anden, og jeg har set de træer, de forlod.
Der er en offentlig diskussion om skarven, som jeg kender til, fordi man ikke kan gå ved en havn i Danmark uden at høre den. Jeg tager ikke stilling til den. Jeg har ingen faglig uddannelse inden for fugle eller noget andet i den retning, og jeg har ikke grundlag for at mene noget om, hvor mange skarver der skal være.
Det, jeg gør, er at skrive ned, hvor mange jeg ser, og hvor. Det er sådan set det hele. Resten må de tage sig af, der ved noget om det.
Det, der står i bogen
Den 9. oktober: fire skarver på pælene, to af dem med vingerne ude. Den 21. december: syv, og hele flokken fløj på én gang, da et skib kom ind ad kanalen – de lægger sig i en lang, ujævn række lavt over vandet, og den række er lettere at få øje på end fuglene enkeltvis.
Den 4. februar: en enkelt, der blev siddende hele den tid, jeg gik forbi den to gange, en halv time fra hinanden. Det er den observation, der fik mig til at forstå, hvor længe tørringen kan vare.
Jeg har ikke tal, der viser noget som helst. Jeg har en kolonne med datoer og en kolonne med antal, og det er det. En notesbog er ikke en undersøgelse, og det er heller ikke meningen, at den skal være det.
Tjekliste
- Kig efter en stor, mørk fugl, der sidder helt stille på en pæl eller en sten med vingerne ud fra kroppen.
- Tjek størrelsen: skarven er tydeligt større end en and og har en lang hals og en lang hale.
- Se på næbbet, hvis du kan: langt med en krog yderst og gullig hud ved næbroden.
- Hold øje med vandet foran fuglen i stedet for med fuglen selv – den er under vand det meste af tiden.
- Læg mærke til, om den arbejder med noget i næbbet. En fisk bliver kastet op og vendt, før den sluges.
- Kig på flugten: en ujævn række tæt over vandet, ikke en tæt kile som hos gæs.
- Gå ikke tættere på end at fuglen bliver siddende. Flyver den, var du for tæt på.
- Skriv antal, klokkeslæt og vejr ned, mens du står der – og „ubestemt“, hvis du ikke er sikker.