Tidevandet, jeg læste forkert

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Det var en lørdag i september, og jeg havde set på tidevandstabellen på telefonen, mens bilen blev parkeret i lesten langt ude mod vest. Fyrre minutter senere stod jeg på en sandbanke, hvor vandet var kommet ind i en rende bag mig, som der havde været tørt sand i en halv time før. Det var aldrig farligt, men det var langt, koldt og fuldstændig unødvendigt, for fejlen var ikke uheld – den var, at jeg havde kigget på ét tal ét sted og derefter glemt det. Sådan gør jeg ikke mere, og det er faktisk blevet det, der gør turene bedre.

Det korte af det lange

Tjek to kilder aftenen før, ikke ét tal fra telefonen i bilen. Er de uenige, bliver jeg på land.
Skriv klokkeslættet for højvande på en seddel i lommen sammen med det tidspunkt, hvor jeg senest vender om.
Bestem det fjerneste punkt, inden jeg går ud, og hold det. Aldrig „lige lidt længere ud“.
Vandet stiger hurtigere, end man tror, når det først er kommet ind i renderne: ti minutter kan gøre en stor forskel.
Mest fugl ser jeg ved kanten alligevel. Vandet skubber fuglene ind mod mig, så det er mig, der skal vente.

Fyrre minutter

Turen gik ud ad en tange af sand, der lå tør over i timer efter lavvande. Jeg gik med kikkerten for øjet det meste af vejen, som man gør, når der sidder to hundrede fugle og spiser i vandkanten tre hundrede meter længere ude. Det er præcis dét, der får en til at glemme tiden: kikkerten indsnævrer verden til en cirkel på nogle få grader, og mens man står og stirrer ind i den, sker der ting bag ved en.

Da jeg endelig vendte mig om, lå der vand i renden mellem mig og diget. Ikke meget – op til anklerne måske, eller lidt mere, det var det værste, at jeg ikke kunne se bunden. Så jeg gik op på det højeste sted, jeg kunne finde, satte mig på hug og ventede. Fyrre minutter gik der, før jeg kunne gå den samme vej tilbage med tørre støvler. Jeg fik set en del på de fyrre minutter, men det var ikke derfor, jeg var taget af sted, og det var rent held, at det ikke var koldere eller mere overskyet.

To kilder og et klokkeslæt

Nu slår jeg vandstanden op to steder aftenen før, mens jeg sidder ved køkkenbordet med felthåndbogen fra 2016 ved siden af – det er der, planlægningen hører til, ikke i en bil i mørke. Siger de to ikke cirka det samme, tager jeg ikke ud på slikket overhovedet. Den første gang, jeg sammenlignede, var de uenige om næsten tyve minutter, og det var en nyttig oplevelse: det tal, jeg havde stolet på i september, var ikke engang entydigt.

Der er flere grunde til det. Højvandet kommer ikke på det samme klokkeslæt hele vejen langs den her kyst; over en strækning, der ikke er ret lang i bil, kan der sagtens være tyve-tredive minutters forskel. Vinden gør det også: står den på mod land, bliver vandet presset højere op, end tabellen siger, og det er netop det vejr, man får i Vadehavet.

Noget af det sidste, jeg gør, inden jeg lukker bildøren, er at skrive på en seddel: højvande klokken sådan og sådan, og vendetidspunkt en time før. Sedlen ligger i lommen, ikke i telefonen.

Vendetidspunktet bestemmer turen

Det vigtigste, jeg har ændret, er ikke selve tabellen. Det er, at jeg beslutter mig for tre ting, inden jeg går: hvor langt ud jeg vil, hvornår jeg vender, og hvad der får mig til at vende før tid. De tre ting bliver skrevet ned sammen med resten.

Vendetidspunktet ligger en time før højvande, hvilket lyder alt for forsigtigt, når man står i bilen og ser hundreder af meter tørt sand. Alligevel er det der, grænsen skal ligge. På den tid af døgnet er vandet allerede begyndt at finde vej ind i de lave render, og de render er præcis det, der skiller mig fra fast grund. En times margin betyder, at jeg kan gå langsomt tilbage, standse undervejs og bruge tiden på fugle i stedet for på at finde en overgang.

Og de timer lige før højvande er i øvrigt den absolut bedste tid at være der. Vandet presser vadefuglene tættere og tættere på kant, og de bliver stående, fordi de ikke har noget sted at gå hen.

Det, jeg har med, og det, jeg efterlader

Kikkerten fra 2013, notesbogen, en blyant, en lukket pose til telefonen, en ekstra trøje og vand. Støvler, der går over anklen, og en jakke, der kan blive våd uden at blive tung.

Sedlen med klokkeslætterne ligger i lommen sammen med blyanten. Derhjemme ligger der en tilsvarende seddel på køkkenbordet med rute, vendetidspunkt og det tidspunkt, hvor jeg regner med at være tilbage ved bilen. Det tager et minut at skrive, og det er første gang, jeg har gjort det konsekvent.

Jeg ser på uret cirka hvert kvarter. Det høres besværligt, men det er det, der gør, at jeg kan lade være med at tænke på tiden resten af tiden.

Sandbanken er sjældent det bedste sted

Den sætning havde sparet mig for hele episoden, hvis jeg havde forstået den dengang. Det meste af det, jeg er taget til Vadehavet for at se, ser jeg ved kanten eller fra diget inden for de første tre hundrede meter. Strandskaderne går i vandkanten tæt på fastland, gravænderne ligger på de samme flade steder, som de har ligget på hver vinter, jeg har været der.

Det, der sker i timerne op til højvande, er at fuglene kommer til mig. Når sandbankerne forsvinder, samles fuglene på de sidste tørre pletter, og afstanden til diget bliver mindre og mindre. Jeg behøver ikke at gå ud i det – jeg skal bare blive stående, hvor jorden er tør, og lade vandet gøre arbejdet.

Turen fra Odense tager godt halvanden time hver vej, og jeg når derud måske fem, seks gange om året. Det er altid nok.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg læste ét tal på telefonen, mens jeg parkerede, og gik ud fra, at det gjaldt for hele området. Tyve-tredive minutters forskel langs kysten er nok til at afgøre det. Nu slår jeg to kilder op aftenen før.
Jeg havde ikke skrevet noget ned og regnede ud fra hukommelsen, mens jeg gik. Nu ligger der en seddel i lommen med højvandeklokkeslættet og et vendetidspunkt, og en tilsvarende på køkkenbordet derhjemme.
Jeg gik „lige lidt længere ud“, fordi fuglene var længere ude. Tre gange, fem hundrede meter hver. Nu bestemmer jeg det fjerneste punkt, inden jeg går fra bilen, og det punkt er helligt.
Jeg hørte ikke efter, om der var vand i renderne bag mig, fordi jeg havde kikkerten for øjet hele vejen ud. Nu vender jeg mig om hvert kvarter – også før jeg tror, det er nødvendigt.
Jeg regnede ikke med vinden. Står vestenvinden på mod land, kommer vandet højere op end tabellen siger. Nu tjekker jeg vindretningen sammen med vandstanden, og er vinden på land, lægger jeg ekstra tid til.
Jeg gik tilbage ad en anden vej, end jeg kom, fordi den så kortere ud. Sand, der ligger vådt og blankt, kan jeg ikke se igennem. Nu går jeg tilbage ad den samme rute, hvor jeg ved, hvordan bunden så ud.