At kigge på fugle i vestenvind

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Der er dage på Fyns vestkyst, hvor vinden står lige ind fra havet og kysten ser fuldstændig tom ud. Jeg troede i flere år, at de dage var spildte, og at fuglene simpelthen var fløjet et andet sted hen. Det var de ikke. De sad to hundrede meter fra mig, i læ bag noget, der var en halv meter højt, mens jeg stod på toppen af diget og frøs og undrede mig. Det her er, hvad jeg har lært om at bruge de hårde dage – og om at kende det tidspunkt, hvor det ikke er besværet værd længere.

Det korte af det lange

Kom ned i læ. Det bedste sted er ofte en halv meter lavere end der, hvor man selv synes, man skal stå.
Kig efter fuglene på læsiden af ting: skrænter, tangvolde, sten, både, pæle, huse.
Støt kikkerten mod noget fast. I blæst er det min albue mod knæet, der afgør, hvad jeg kan se.
Scanner i et mønster i stedet for at lade blikket fare. Fuglene i blæst sidder stille og sidder lavt.
Bliver vinden for hård til, at jeg kan holde billedet roligt, går jeg hjem i stedet for at blive og gætte.

Kysten er ikke tom – fuglene sidder i læ

En strandskade på ti centimeter ved strandkanten bliver i blæst. En strandskade på toppen af en pæl bliver ikke. Så enkelt er det: jo hårdere det blæser, jo tættere på læ sidder fuglene, og jo lavere sidder de.

De steder, jeg altid går efter nu, er overraskende små. Læsiden af en tangvold, hvor der er tørt sand i en stribe på tyve centimeter bagved. Inde i en lavning mellem to klitter, hvor græsset står op og tager det værste. Bag en båd, der ligger på bedding, så vinden rammer skroget i stedet for fuglen.

Det samme gælder på vandet: de flade, blanke pletter, hvor vinden ikke får fat, er der, fuglene ligger og hviler, fordi de ikke skal bruge kræfter på at holde stillingen. Skarven på pælene ved havnen vender altid ryggen til vinden, og den måde at sidde på bruger jeg som pejlemærke: vender de, eller mangler de, er der noget andet på færde end blæst.

Hvor jeg stiller mig, og hvordan jeg holder mig rolig

Min første fejl var at søge udsyn. Jo mere man kan overse, tænkte jeg, jo mere ser man – og det er præcis omvendt, når vinden står på. På kanten af en skrænt eller på toppen af diget er man det mest udsatte punkt i flere hundrede meters omkreds, man bliver kold på ti minutter, og man kan ikke holde kikkerten stille.

Nu går jeg ned. Ikke helt ned i læbaggrunden, men sådan at vinden lige akkurat går hen over hovedet på mig. Helst med ryggen mod noget: en skråning, en klit, en mur. Og helst siddende – på hug er man ustabil, men på en sten, hvor jeg kan hvile albuerne på knæene, holder kikkerten stille nok til, at jeg kan se detaljer.

Støtten er det hele. Frit i hånden i tolv meter vind er billedet umuligt; med albuerne mod knæene eller underarmen mod en pæl er det samme kikkert fra 2013 pludselig langt bedre, end den er hjemme i haven.

Sådan scanner jeg, når alt flytter sig

I blæst dur den måde, jeg scanner på i stille vejr, ikke. Der plejer jeg at lade blikket glide hen over landskabet og fange bevægelse – men i hård vind bevæger alt sig, også græsset, også tangen, også vandet. Så bevægelse er ikke længere et signal.

I stedet arbejder jeg systematisk. Jeg vælger en stribe kyst på cirka tre hundrede meter og går den igennem fra venstre mod højre, og så tilbage igen. Og jeg leder ikke efter fugle, jeg leder efter læ: hvert objekt i terrænet får tjekket sin læside. Det lyder som en lille forskel, men det er enormt. Sidste efterår talte jeg elleve strandskader i læ bag en gammel båd, der lå og rustede, mens jeg på fri hånd havde set nul.

Farver er der heller ikke meget at hente i gråvejr over havet i november. Jeg går efter facon: rundt eller fladt, lang hals eller kort, næb op eller ned. Et par sekunder er nok til at afgøre, om det overhovedet er værd at løfte kikkerten.

Hvornår jeg giver op

Min grænse ligger et sted omkring tolv til tretten meter i sekundet, når vinden står lige på kysten. Det er ikke et tal, jeg har regnet mig frem til; det er dér, hvor jeg opdager, at jeg ikke længere kan holde kikkerten roligt, selv med albuerne støttet, og hvor jeg begynder at forveksle skumskaller med fugle. Når jeg når dertil, ser jeg stort set ingenting rigtigt – og det, jeg tror, jeg ser, er ikke værd at skrive ned.

Under den grænse er der stadig fugle at få. Jeg har haft fine timer i otte-ti meter vind, bare ikke når blæst og regn og mørke kommer på én gang, hvilket sker tit på Fyn mellem oktober og marts.

Oftest giver jeg op efter en halv time ved ét punkt. Er der ingenting dér i blæsten, er der ingenting de næste tre hundrede meter heller. Så skriver jeg vindretning og styrke i notesbogen, og så kører jeg et stykke ind i landet i stedet, hvor skoven tager det meste.

Dagen efter er den bedste dag

Det, jeg fik ud af at forstå blæsten, kom bagefter. Timerne lige efter en hård vind har lagt sig er de bedste timer, jeg kender på kysten. Fuglene har siddet presset i læ i et halvt døgn uden at komme ordentligt til føde, og når vinden falder, er de i gang med det samme – tættere på kanten, tættere på mig, langt mindre sky end på en almindelig stille dag.

Om efteråret sker der også noget andet: fugle, der er presset ind mod land af vinden, falder ned i læbælterne og bliver stående i timevis. Jeg har set små flokke i lavningerne bag stranden på dage, hvor jeg egentlig var taget af sted for at se ingenting. Det er den eneste grund til, at jeg overhovedet tager af sted i hårdt vejr nu.

Og lægger vinden sig hen mod aften, selv bare en times tid, så bliver jeg gerne en time længere. Det er tit dér, det hele sker.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg stod altid på det højeste sted for at kunne overse mest muligt. Det er også det mest udsatte sted, og jeg så næsten ingenting. Nu går jeg ned i læ og sætter mig, så albuerne kan hvile på knæene.
Jeg gik ind i vinden, fordi jeg ville hen til det sted, hvor fuglene plejer at være. Det tog tre gange så lang tid, og kikkerten dansede hele vejen. Nu går jeg med vinden i ryggen og vender ved et fast punkt.
Jeg havde jakken åben og notesbogen i hånden, og papiret slog op med et smæld hver gang. To gange lettede en flok på den lyd. Nu bliver bogen inde i jakken, indtil jeg skal bruge den.
Jeg prøvede at bestemme alt, der kom forbi i turbulensen, og skrev ting i bogen, jeg slet ikke var sikker på. Nu skriver jeg kun ned, hvad jeg har set stille i flere sekunder – ellers står der „ubestemt“.
Jeg blev ved med at flytte mig, hver gang der var en fugl, og brugte to timer på at gå tre hundrede meter. Nu står jeg på ét sted i tyve minutter og lader fuglene vænne sig til mig.
Jeg gav op inde i hovedet, mens jeg stadig gik derude, og begyndte bare at kigge ud i luften. Det giver dårlige noter. Nu beslutter jeg mig højt: enten er jeg her og scanner i mønster, eller også går jeg til bilen.