Foto eller kikkert – jeg kan ikke nå begge dele

af Mette Krogh · Odense · Sidst opdateret 2026-09-17

Hver gang kameraet har været med på en tur, har jeg set mindre. Ikke lidt mindre – markant mindre. Det er ikke kameraets skyld, det er min: når jeg har det i hånden, begynder jeg at lede efter motiver i stedet for at se på det, der er. Jeg har prøvet at have begge dele med i fire-fem år, og konklusionen er blevet, at de to ting bruger den samme opmærksomhed. Her er, hvordan jeg fordeler en tur mellem optik og foto i dag, og hvorfor notesbogen vinder hver eneste gang, når det kommer til stykket.

Det korte af det lange

Vælg én ting pr. tur. Enten er jeg ude med kikkerten, eller også er jeg ude med kameraet – aldrig begge på fuld tid.
Har kameraet været med, skal det blive i tasken de første fyrre minutter. Det er dér, turen bliver afgjort.
Foto er godt til det, der sidder stille. Kikkert er godt til alt det, der flytter sig.
Skriv ned med det samme, også når du har taget et billede. Et fotografi husker ikke, hvad vejret var.
Gå ikke tættere på, end du ville have gjort uden kamera. Motivet bliver ikke bedre af, at fuglen letter.

De ture, hvor kameraet var med

Jeg fik et brugt kamera af min bror i 2019, et lille et med en fast linse, og i starten tog jeg det med hver gang. Det varede en sæson, før jeg kunne se mønsteret i mine egne noter. De dage, hvor kameraet var med, var der færre linjer i bogen. Ikke fordi der var færre fugle, men fordi jeg havde brugt tiden på noget andet.

Den 27. april 2019 står der: „to timer på ruten, kameraet med, ingen noter“. To timer. Jeg kan huske turen – det var solskin, og jeg brugte det meste af den på at vente på, at en fugl skulle sidde rigtigt i forhold til lyset. Der var ingen grund til at skrive noget ned bagefter, for jeg havde ikke set noget, jeg kunne skrive ned.

Sammenligner jeg med den 4. maj samme år, hvor kameraet blev hjemme, fylder siden en hel side. Samme rute, samme tid på dagen.

Hvad der sker, når man kigger på en skærm

Problemet med at fotografere er ikke selve billedet. Det er, at jeg kigger på en lille flad skærm i stedet for på det, der er omkring mig. Synsfeltet bliver på størrelse med en tændstikæske, og alt det, der foregår uden for rammen, forsvinder for mig – og det er som regel dér, fuglen gør det, der er værd at lægge mærke til.

Jeg har mistet tællinger på den måde. Sidste forår stod jeg og fokuserede på en vibe på stubmarken vest for Odense, og mens jeg stod der, gik der en flok på tolv forbi bag mig. Det opdagede jeg først, da lyden kom, og da var de ovre mod hegnet. Havde jeg haft kikkerten oppe i stedet, havde jeg set dem hele vejen.

Der er også det med bevægelse. I kikkerten ser jeg fuglen flyve, fordi jeg følger den med begge øjne. På en skærm ser jeg den forsvinde ud af rammen, og så skal jeg finde den igen. Det tager to-tre sekunder hver gang, og de sekunder er der, hvor man mister den.

Sådan deler jeg en tur

I dag har jeg sjældent kameraet med. Når jeg har, foregår det efter en aftale med mig selv, som jeg skriver på sedlen i lommen, før jeg går: kameraet bliver i tasken, til jeg har rundet den halve tur. På min faste rute på knap to kilometer er det, til jeg er nået til skovkanten. Indtil da kigger jeg, og jeg skriver ned.

Bagefter må kameraet komme frem, og så er det med den indstilling, at det er fint at komme hjem uden et eneste billede. Nogle gange bliver der heller ikke taget et, fordi der ikke sidder noget stille den dag. Så ligger det i tasken hele vejen hjem, og det er heller ikke spildt.

Hvis jeg skal ud og se på noget bestemt – for eksempel skarven på pælene ved havnen, som sidder helt stille i timevis – så er det omvendt: så tager jeg kun kameraet. Det er ikke en tur, hvor jeg skal se fugle. Det er en tur, hvor jeg skal have et billede, og så må jeg indrette mig efter det.

Det, kameraet faktisk er godt til

Der er én ting, kameraet er bedre end både kikkert og notesbog til: at fastholde en fugl, jeg ikke kan bestemme. Når der sidder noget i hækken, som jeg ikke har en chance for at få på plads, mens jeg står der, tager jeg et billede, hvis kameraet er med, og skriver „ubestemt“ i bogen bagefter med et kryds ved, at der findes et foto.

Men – og det er et stort men – billedet erstatter ikke noten. Jeg har en mappe på computeren med flere hundrede fotos fra 2019 og 2020, og jeg har kigget i den to gange. Notesbogen fra 2016 har jeg slået op i fire gange alene i år. Forskellen er, at der står noget ved siden af billedet i bogen: klokkeslæt, sted, vejr, vindretning, hvor mange, og hvad de lavede. Et fotografi kan ikke fortælle mig, at det blæste fra vest, eller at det var første solskin i elleve dage.

Der er også den praktiske ting, at et billede af en fugl i gråvejr i december sjældent viser andet end en mørk klump. Min egen hukommelse er heller ikke god, men mine noter er bedre end mine billeder.

Hvorfor det endte med notesbogen

Da jeg begyndte at skrive ned for ti år siden, var det, fordi jeg havde opdaget, at jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde set tre dage før. Ikke arterne – detaljerne. Hvor mange der var, hvor de sad, om det blæste. Det er de detaljer, der gør det muligt at finde en fugl igen året efter, at den står i samme fugtige lavning i marts som sidste år.

Kameraet løser det modsatte problem: det gemmer et øjeblik, men det gemmer det uden sammenhæng. Jeg har billeder fra Vadehavet, hvor jeg i dag ikke engang kan huske, hvilken dag det var, fordi jeg glemte at skrive det ned, mens jeg stod der og var optaget af at få det hele med.

Sådan er det blevet: notesbogen og blyanten er det, der gør turen til noget, der kan bruges bagefter. Kameraet er en hobby ved siden af, som jeg tager frem en gang imellem, når vejret er til det og fuglene sidder stille. Når jeg skal vælge, vælger jeg at se.

Fejl, jeg selv har lavet

Jeg tog kameraet med på forårsturen i april 2019 og kom hjem efter to timer uden en eneste linje i notesbogen. Nu bliver det i tasken, til halvdelen af turen er gået.
Jeg gik tættere på, end jeg ville have gjort med kikkerten, for at få motivet til at fylde mere. Viben lettede, og billedet blev til en grå streg. Nu går jeg ikke tættere på, end fuglen tillader.
Jeg stirrede på skærmen og opdagede først flokken på tolv, der gik forbi bag mig, da lyden kom. Med kikkerten havde jeg set dem hele vejen.
Jeg troede, at billedet kunne erstatte noten. Et år senere kunne jeg hverken huske dato, sted eller vejr – kun at det var en fugl på en pæl.
Jeg havde kameraet hængende på maven på samme rem som kikkerten. De filtrede sammen hver gang, jeg skulle have fat i den ene. Nu har jeg kun én af delene med, og det er næsten altid kikkerten.
Jeg blev stående i tyve minutter i vestenvinden og ventede på det rigtige lys til ét billede, mens der skete alt muligt andet omkring mig. Fingrene var frosne, og billedet blev alligevel ikke til noget.