Rens af glas – og den fejl, jeg ikke kan lave om

Striberne, der sidder der endnu

Det var en lille plet, tror jeg – noget fedtet fra en finger, eller måske noget fra egen, der var landet på glasset. Jeg kunne se den, når jeg kiggede mod lyset, og den sad lige midt i billedet. Så gik jeg ud i køkkenet, tog en klud og en dråbe opvaskemiddel, og pudsede. Pletten forsvandt. Striberne kom i stedet.

De sidder i overfladen på det ene okular den dag i dag. Jeg kan ikke mærke dem med fingeren, og de er usynlige, når kikkerten ligger på bordet. Men når solen står lavt over stubmarken og lyset rammer glasset skråt ind, står de der som et par tynde buer, der aldrig lukker sig. Ni år senere er de stadig det første, jeg tænker på, hver gang jeg bliver fristet til at gøre noget ved glasset.

Hvorfor jeg næsten aldrig rører glasset

Der er to grunde til, at jeg holder fingrene væk. Den første er den, jeg lige har beskrevet: overfladen på glasset tåler ikke hvad som helst, og det, der går i stykker, går ikke i stykker igen. Dén lærestreg betalte jeg for én gang, og den skal ikke gentages.

Den anden grund er sand. Der sidder altid et eller andet på glasset, som jeg ikke kan se: et støvkorn, et sandkorn fra stranden, et granuleret stykke jord fra marken. Når jeg tørrer glasset, trækker jeg det korn hen over overfladen med kluden foran mig. Hver gang jeg pudser uden at have børstet først, risikerer jeg at lave ridser, der er tyndere end striberne fra 2017, men som spreder lyset på præcis den måde, der gør billedet gråt i modlys.

Derfor: børst først. Først når støvet er væk, kan jeg overhovedet overveje at tørre.

Det, jeg faktisk gør

Min fremgangsmåde er kortere, end folk tror, når de hører om den. Først børster jeg glasset med en blød børste, der kun bliver brugt til det – den ligger i en lille pose i tasken. Så kigger jeg igennem. Ni gange ud af ti er det nok, og så er der ikke mere at gøre.

Er der stadig en plet, ånder jeg på glasset, så der kommer et tyndt lag dug, og tørrer det med en ren bomuldsklud i små cirkler fra midten og ud. Ikke hårdt, ikke længe. Kluden er et gammelt stykke bomuld, der er vasket uden skyllemiddel, og det er den eneste klud, der nogensinde rører glasset. Kommer der regndråber på, lader jeg dem sidde, til de er fordampet, i stedet for at tørre dem væk, mens de stadig er våde.

Kroppen på kikkerten tørrer jeg af med en let fugtig klud. Det er faktisk det eneste, jeg gør jævnligt.

Efter en tur ved kysten

Vestenvinden står på det meste af året på Fyn, og når jeg har været ude ved kysten, sidder der et tyndt lag salt på alt sammen: på kikkertens krop, på remmen, på mine hænder og på glasset. Salt i sig selv er ikke farligt, men salt plus fugt plus en klud, der bliver trukket hen over glasset, er præcis den kombination, jeg gerne vil undgå.

Når jeg kommer hjem fra en kysttur, tørrer jeg kikkerten udvendigt af med en fugtig klud, vrider den op og går den efter én gang til. Så stiller jeg den på bordet i gangen med dækslerne af og lader den stå åbent til næste morgen. Først når den er helt tør, sætter jeg dækslerne på igen.

Jeg har prøvet det modsatte: at smide den i tasken, mens den stadig var fugtig, fordi jeg skulle nå bussen. Dagen efter var der dug på indersiden af glasset, og det tog to dage i et opvarmet rum at få det væk. Det gør jeg ikke mere – så bliver den hellere stående i gangen.

Hvor den bor, når den ikke er i brug

Kikkerten hænger på en krog i gangen ved døren, ikke i tasken. Det betyder, at den er tør, at den er inden for rækkevidde, og at den bliver taget med på de ture, der ikke var planlagt – det er nemlig tit dem, der er bedst. Felthåndbogen fra 2016 ligger i køkkenet, og børsten og kluden ligger i en pose på hylden ved siden af kikkerten.

Den eneste gang, den ligger i tasken, er på de lange ture, og så ligger den i en pose, der kan lukkes, sammen med notesbogen og blyanten. Aldrig løst i bunden af tasken sammen med madpakken. Jeg har set, hvad en termokande kan gøre mod et okular, og det var heldigvis ikke min egen.

Mere sofistikeret bliver det ikke. Det her er en kikkert, der har været brugt hver uge i tretten år, og den er slidt på remmen og på gummiet, men glasset fungerer stadig – bortset fra de to striber.