Sådan stiller jeg kikkerten ind

Øjenafstanden, der tager ti sekunder

Øjenafstanden er afstanden mellem de to rør, og den skal passe til afstanden mellem mine øjne. Det lyder indlysende, men jeg gik i to år og troede, at det var nok, at billedet nogenlunde passede. Det gør det ikke. Når afstanden er forkert, ser jeg to cirkler, der overlapper hinanden, og hjernen gør, hvad den kan for at få dem til at blive til én – på bekostning af skarpheden i kanten af billedet.

Sådan gør jeg det nu: jeg folder kikkerten helt sammen og åbner den så langsomt, mens jeg kigger på en lys væg eller på himlen, indtil de to cirkler smelter sammen til én. Der stopper jeg. På min kikkert svarer det til et bestemt mærke midt på broen, og det mærke kigger jeg på, hver gang jeg tager den op af tasken. Det tager ti sekunder, og jeg behøver ikke gentage det i løbet af dagen, medmindre nogen har rørt den.

Dioptrien: det ene øje ad gangen

Dette er det trin, jeg sprang over i to år, og det er det, der gjorde den største forskel. Midterhjulet på kikkerten flytter fokus på begge rør på én gang. Dioptriringen – den sidder på det ene okular, som regel det højre – flytter kun det ene. Den bruges til at udligne, at mine to øjne ikke er ens.

Rækkefølgen er: dæk det højre okular med hånden, kig med venstre øje på noget med en tydelig kant og stil skarpt med midterhjulet. Så dækker jeg det venstre okular og kigger med højre øje på det samme. Sidder det ikke skarpt nu, drejer jeg på dioptriringen – ikke på midterhjulet – indtil det gør. Bagefter rører jeg aldrig dioptrien igen, kun midterhjulet.

På min kikkert står ringen et lille stykke mod minus, cirka en halv streg fra nul. Det har jeg skrevet på en seddel, der ligger i tasken, fordi ringen flytter sig, når kikkerten bliver båret i remmen over skulderen på en lang tur.

Øjestykkerne og de kolde morgener

Øjestykkerne på min kikkert kan skrues op og ned, og det gør en større forskel, end jeg troede. Når de er skruet op, kommer øjet i den rigtige afstand fra glasset, og jeg ser hele synsfeltet i stedet for at kigge ind i en tunnellignende cirkel. Skruer jeg dem ned, kan man bruge kikkerten med briller på, men så skal man tættere på.

Jeg bruger ikke selv briller, men om vinteren har jeg tit en hue trukket ned over panden og en halsedisse op over munden, og det er nok til at skubbe øjet væk fra glasset. I de perioder skruer jeg øjestykkerne helt op, og så sidder det rigtigt alligevel. Det lyder som en detalje, men på en januarformiddag i Odense med to grader og fladt lys er det forskellen på, om jeg overhovedet gider have kikkerten op for øjet.

Sådan holder jeg den

Den vigtigste ting ved at holde en kikkert er, hvor albuerne er. Når de er ude fra kroppen, ryster billedet, fordi armene er et langt lod, der skal holdes stille. Når de er ind mod brystet, bliver det roligt med det samme. Jeg tager fat om rørene med begge hænder, lader pegefingeren på højre hånd blive på midterhjulet og lægger tommelfingeren under røret som støtte.

Bevægelsen med tommelfingeren er den lille finjustering. Når en fugl sidder stille, drejer jeg hjulet en anelse frem og tilbage, indtil billedet er helt rent, og så lader jeg det være. Når fuglen flytter sig, flytter jeg ikke kikkerten, før jeg har fundet den igen med det blotte øje. Det er en vane, jeg har øvet mig på i årevis: kig med øjnene først, kikkerten bagefter.

Om vinteren bruger jeg tynde handsker, hvor jeg kan klippe spidsen af pegefingeren. Det er ikke elegant, men med tykke vanter kan jeg ikke mærke hjulet overhovedet.

Hvorfor der gik to år

Der var to grunde til, at jeg ikke opdagede det. Den første var, at jeg troede, det var lyset. En stor del af det, jeg laver om vinteren, foregår i gråvejr mellem nul og fem grader, hvor billedet i kikkerten er fladt og gråt i forvejen. Når noget var sløret, gav jeg vejret skylden.

Den anden grund var mere pinlig: jeg troede, det var mine øjne. Jeg havde ikke lyst til at gå til nogen med det, og i stedet for at undersøge kikkerten gik jeg rundt og troede, at det var mig, der var blevet dårligere til at se. Da kollegaen fra biblioteket tilfældigt kiggede igennem den i 2015 og sagde, at den ene side var sløret, tog det mig under et minut at finde dioptriringen.

Siden har jeg gjort det til en vane at stille kikkerten ind, hver gang den har været i tasken, og at bruge et halvt minut på det, inden jeg går ud ad døren. Det er den billigste forbedring, jeg nogensinde har lavet af mit eget udstyr.